Norsk Ordbog (1873) av Ivar Aasen
  1. Agnfall, n. Fortørrelse paa Kornet, naar det nemlig visner førend det er modnet. Sdm.
  2. all, adj.
      1) al, heel. I all Dag: hele denne Dag. I alt Aar: hele dette Aar. Alt i Hop: det hele.
      2) i Fl. enhver, alle, samtlige.
      3) tilendebragt, sluttet; udbrugt, forødet, som det er forbi med. Sumaren er snart all. (Helg.). Pengarne ero snart alle.
      4) om Personer: træt, udmattet, afkræftet; ogsaa: affældig, som har tabt sine Kræfter. Gbr. Sdm.
      5) død, omkommen. Han var mest all (ↄ: næsten død). Nhl. (Saaledes ogsaa i Svensk, og tildeels i G.N.). – Udtalen forskjellig, især i Fleertal: adle, adde, ælle, æille. Af gamle Former mærkes: aller, i Forbind. “vere unde’ allr um se”, ↄ: være ganske neddykket, under Vandfladen. Sdm. Maaske for: allr um Sæ (= Sjo). allan Dagen: den hele Dag. Trondh. Mere brugl. er Femin. oll (oll’e), f. Ex i Ordspr. Det veit ingen si Æva, fyrr ho er oll. (Berg. Stift). I pl. neutr. oll (olle): all try Borni (Bonn’a Sogn. Sdm.). Dativ i Neutrum. ollo (ollaa). Fyre ollo: med alle, for Alvor, uigjenkaldelig. Med ollo godo: med al Magelighed, meget let. Utav ollo ubytto: forlods, af den uskiftede Masse. (“Ta ollaa obyttaa” Sdm.). Fleertals Genitiv: allra (s. nedenfor). – I mange Sammensætninger viser Ordet sig i en anden Form, nemlig “aal” (aalgrøn, aalljos, aalsveitt); i nogle faa Ord synes derimod “all” at være den eneste almindelige Form; saaledes i: allmegtig, allstyrande, allviis.
  3. allra, Genitivform af all, som forbindes med Superlativ, f. Ex allrabest (ↄ: bedst af alle, eller alt), allramest, allrasterkaste, o. s. v. G.N. allra, og ligesaa i Svensk. Tydeligt i Stavanger Amt: allra, aldra, afvig. addre, Sætersd. Ellers almindelig: aller, og forkortet alle, all’, f. Ex alle(r)mest.
  4. Andkall, m. Andrik, Han-And. Østerd. Andre St. Andarstegg (Aandastegg).
  5. Apall, m. Abild, Æbletræ. Egentl. Apal; afvig. Aapaale (Sæt.), Aple (Hard.). Fleertal tildeels Aplar, ellers Apallar. Ordet har ogsaa en anden Form: Apald (Sogn), som passer til G.N. apaldr; men alligevel synes dog “Apall” at have et Fortrin, især som Stamord til “Eple”. Jf. Sv. apel. – Hertil: Apallblom, m. Apallgard, m. Apallhage, m. og fl. (I Hard. Aplablom, Aplagar’, o. s. v.).
  6. Asall (Asal), m. Axelbær-træ (Sorbus Aria); Sv. oxel. Afvig. Aasaale (Sæt.), Aasall (Tel. Sdm. Rommerige).
  7. atall, adj.
      1) spodsk, tirrende;
      2) slem, fortrædelig, ulidelig. Smaal. Rommerige. I Num. aataal. G.N. atall, beslægtet med etja, ↄ: tirre, ophidse.
  8. Atterfall, n. Tilbagefald.
  9. austhall, adj. (n. -halt), hældende mod Øst; om Marker. B. Stift.
  10. Avfall, n.
      1) Affald, Levninger;
      2) Tab, Skade. Eit Avfalls Aar: Skade-Aar, Uaar. Hall.
  11. avhall (hallt), adj. frahældende, om Jorden nærmest ved Husene. Nogle St. avhellt. Østlandet.
  12. Avkall, n. Afkald, Frasigelse.
  13. Aabudfall, n.
      1) Forfald paa Huse, Forringelse. Hall. Ogsaa kaldet Aabudfar.
      2) Forsømmelse af at holde Husene i Stand. Smaal. (Aabudsfall). G.N. ábúdafall.
  14. Aafall, n.
      1) Paafald, Paastrømning, f. Ex. af Vand i en Mølle.
      2) Fløden paa et Mælkekar. Try Aafall: Fløde af tre Kar (Koller). Sdm. – Hertil: Aafalleringja, f. Kolle med Fløden paa (= Rjomekolla, Mjølkebunka).
  15. Aa-kall, m. Vandvætte, Nøk. Gbr.
  16. Aaker-and, f. et Slags Ænder (= Grasand). Østerd. Aakerandkall, m. om Hanfuglen.
  17. Aakerhall, m. Smaasteen i Agrene. S. Hall.
  18. Aakorn (o’), n. Agern, Egenød. “Aakodn”, Hard. “Aakonn”, Nedenæs og fl. G.N. akarn. Eng. acorn (Jf. Goth. akran, Frugt). Ellers: Akall, Agal (Lister), Eikenot (B. Stift). Jf. T. Eichel.
  19. aarsgamall, adj. et Aar gammel.
  20. Aastein, m. rundagtig Steen i et Elveløb. Et sjeldnere Navn er Aahall, m. Hall.
  21. Aatgjerd, f. Vedgjørelse (G.N. atgerd); Istandsættelse, Reparation. Især om Forsøg til at fordrive en Sygdom (jf. gjera aat); ogsaa om Raad eller Midler til Forbedring. Mest alm. Aatgjær; i Smaal. Agjær, Agjæl. – Hertil: Aatgjerdskall, og Aatgjerdskjering, om Personer, som befatte sig med Lægekunst. Hall.
  22. aattedaggamall, adj. otte Dage gammel.
  23. Bakhall, n. Bagside, Nordside. Tel.
  24. Baksterkall, m. den sidste Stump af Deigen til en Bagning. Trondh.
  25. bald, adj. djerv, driftig, tapper. I gamle Viser (Landst. 102, 169, 686). Maaskee rettere: ball (jf. bella). G.N. ballr (jf. baldinn). Sv. bål, bold; D. bold; Eng. bold. (Ang. beald; Ght. bald; Goth. balþs).
  26. Ball, n. Møie (= Balling).
  27. Ball, m.
      1) Bold, Klump, Kugle. Leikeball, Snjoball. Slaa Ball: spille Bold. Sv. boll; G.N. böllr (ballar). Jf. Boll.
      2) Boller, et Slags kogt Mad i Form af Klumper eller tykke Kager (= Klot, Kumla). Nordenfjelds.
      3) en sammenviklet Hob, liden Bylt eller Pakke. (Jf. Netball). Ogsaa en Forvikling, Urede, Knude (= Vase, Floke). Det kom i Ball: det blev forviklet. Det ber i Ball (om en forvirret og selvmodsigende Tale). Nordland.
  28. Bidefall, n. en Kjerning, en Portion Fløde, som kan kjernes paa een Gang.
  29. Blaahatt, m. Skabiose (Urt), Scabiosa succisa. Voss, Hard. Shl. Ellers: Blaakoll (Sdm. og fl.), Blaakall (Stjord.), Blaaknapp (Sogn), og Hattarblom.
  30. blaasall, adj. vindig, stormende; om Veiret. Mest nordenfjelds. Andre St. blaasande og blaasen.
  31. Blesand (e’), f. en Art Ænder. Østerd. Sv. bläsand (Anas Penelope). I Trysil: Blesuand og slet hen: Blesu. Om Hannen: Blesuandkall.
  32. Blodball, m. et Slags Mad, tillavet af Meel med Blod af slagtede Dyr. Ogsaa kaldet Blodklubb, Blodkaka, og fl.
  33. Blomfall, n. Blomsternes Affalden.
  34. Brakall, m. Tøstetræ, Rhamnus Frangula. Østl. Afvig. Braakaal (Num.), Braakaale (Sæt.). Skal ogsaa hedde Brakved. (Sv. brakved, brågon). Ellers Trollhegg og fl.
  35. Braadfall, n. hastigt, pludseligt Fald.
  36. Dall, m. et Spand med Laag og med Hank paa Midten af Laaget (= Ambar). Sfj. Sdm. Trondh. Nordl. (Isl. dallr). Hedder ellers: Dull, Hall. (Aals Sogn); Dyll, Valders; Dylla, f. Østerd. (Tønsæt), ogsaa i Hall. (Hoel). Dull er mindre end “Embar”. (Aal).
  37. Doggfall, n. Dugfald. D’er litet Doggfall: der falder liden Dug.
  38. Drengkall, m. en ugift og noget gammel Mandsperson (= Sveinkall). I B. Stift “Drengjakall”, medens andre Sammensætninger have “e”, som Drengjeløn, drengjelaus, Drengjeløysa.
  39. Drykkjebasse, og Drykkjekall, m. Svirebroder. Hall. og fl.
  40. Dur (u’), en gammel Form af Dyr (y’), f. en Dør, tildeels brugt i Sammensætning, som Durhella, Durskida, Durstokk; ogsaa omvexlende med Dura. (G.N. dura, gen. pl.), saaledes: Duragaatt, f. Dørkarm; Dørtærskel. Tel. Durahall, m. Forværelse (?). Landst. 15. Durakinn, f. Dørstolpe. (Bugge, Folkev. 30). Dura-ring, m. Jernring til Haandtag paa en Dør. Duraskute, m. Bislag. (Landst. 853). Jf. tvidurad.
  41. Eigindfall, n. Skade paa Kornspirerne (af Frost eller Græsorm). Sogn, Gbr.
  42. einsaman (adj.), eenlig, alene, uden Selskab. Lidet brugl. i denne Form (i Guldalen eensamen); derimod mangesteds afvigende: eisemall (einsamall?), eisemadl’e, eismall’e, Hard. Sogn, Vald. Hall. og fl. I Sætersd. ogsaa: eisemadd’e og i Hunkjøn eisemo (o’). G.N. einsaman, senere ogsaa einsamall. Ligesaa paa Island. Jf. einsleg.
  43. eldegamall, adj. ældgammel.
  44. Elvarkall, m.
      1) Strømfugl (Cinclus), = Fossekall. Sogn og fl.
      2) et Slags Insekt-Larve som opholder sig i Vandet, indhyllet i Sand. Sdm.
  45. Eng, f. (Fl. Engjar), Eng, Græsmark. G.N. eng. I Berg. og Trondh. Stift kun om den bedste eller græsrigeste Mark ved Husene (jf. Tjukkeng); søndenfjelds ogsaa om den hele indhægnede Mark (= Bø, Gjerde). – Dativ Fl. Engjom. I Sammensætning tildeels Engjar, Engja, som: Engjagras, n visse tætvoxende Græsarter, især Agrostis og Poa. Berg. Stift. (Ved Mandal Engjegras). Engjahevra, f. Bunke, Aira. (Engjahævre, Sdm.). Engjakall, m. Skjaller, Rhinanthus. Hard. Tel. og fl. (Engjekadd, Sæt.)
  46. Fall, n.
      1) Fald, Nedstyrtning. Nedfall, Lauvfall, Doggfall o.s.v. I Sæt. Fadd. G.N. fall.
      2) Synkning, Indsvinden, Formindskelse. Jf. Sjofall. Ogsaa Fald i Værd eller Priis.
      3) Hældning, Skraaning. Denne Renna heve for litet Fall (ↄ: hælder for lidet nedad).
      4) Sammentræf, Tilfælde. I det Fall: i det Tilfælde. (Ogsaa: I Fall, som adv. hvis, dersom). Jf. Forfall, Misfall.
      5) Bortfald, Udeblivelse. Hertil: Førefall, Messefall. Ogsaa: Undergang, Ødelæggelse; f. Ex. Mannfall.
      6) Fornedrelse, Beskjæmmelse; moralsk Fald.
      7) Sted hvor man let kan falde; Kløft, Aabning i Grunden. I Sogn om de store Sprækker i Isen paa Fjeldene.
      8) Skjær, Klippe som Havbølgerne brydes paa. Fall og Fluder. (Alm. vest og nord i Landet). Hertil Fallgard.
      9) en Søstyrtning, stor nedstyrtende Havbølge. Ryf. Jf. G.N. áfall.
      10) Afkastning, Udbytte (Fold, Foldrighed). Jf. Foll. Til Falls: i Fold; f. Ex. Kornet var litet til Falls, ↄ: gav lidet af sig i Tærskningen. Tel. Toten og fl. Jf. Veggfall, Laavefall.
      11) Nedfældning i en Skov; Træer som brændes til Askegjødning. Risfall, Vaalfall. Ogsaa om Jordstykket som saaledes opdyrkes; hertil Rugfall. Østerd.
      12) Krop af et slagtet Dyr. Nautsfall, Smalefall. B. Stift, Jæd. Mandal og fl. (Isl. fall).
  47. falla (og fella), v.n. (fell, fall, follet; eller fallet), at falde. Ordet har egentl. to Bøininger; den nyere Form er: fella med Imprf. fall (Fl. follo), Supin. folle(t); dog hedder Participium mest alm. fallen; den ældre Form er: falla, med Ind. Præs. fell (Fl. falla), Imprf. fill (Fl. fillo) og Sup. fallet/falle; brugl. i Hard. Sogn, Nfj. og fl. (Formen fill er egentlig et gammelt feell el. féll). Jf. G.N. falla (fell, féll, fallit). Sv. falla; faller, föll (föllo), fallit. Heraf Fall, n. fella, v.a. Fella, f. og fl. – Betydning:
      1) falde, glide ned, synke mod Grunden. Sædvanlig kun om et mere langsomt Fald; f. Ex. af Dug, Snee, Løv o.s.v. Jf. detta og stupa.
      2) synke (om en Masse), svinde ind, blive lavere eller mindre. Sjoen fell: Havet ebber. Figurlig: Det fell Modet: Modet falder. Han tok til aa falla: han begyndte at give efter, blev mere føielig.
      3) falde bort, ophøre. Det fall ned atter (om en Sag, en Plan). Det var spaatt, at Riket skulde falla.
      4) give tabt, blive overvunden. Falla i Striden. Ogsaa: falde i en Fristelse, blive forført, forvildet.
      5) falde i en vis Retning, stryge, stævne hen. Straumen fell ut. Vinden fell inn etter Fjorden. Ogsaa om Ord og Tale: Eg minnest ikkje kor Ordi follo.
      6) passe, falde sammen, slutte til. Det fell godt aat Kroppen (om Klæder). Det fell vel i Hop (om Fjele, Staver, Stokke). Jf. Fella.
      7) forefalde, indtræffe. Alt som fyre fell. Det fell ikkje so fyre meg (ↄ: falder mig ikke beleiligt). Det fall ikkje til fyre deim (ↄ: vilde ikke lykkes).
      8) forekomme, tykkes at være. Det fell smaatt, knapt, jamt o.s.v. Det fell tungt, hardt, mødesamt. – Med Partikler: Falla av,
         a) svinde, ophøre;
         b) blive tilovers. Falla fraa:
         a) falde fra, svigte;
         b) afgaae, døe. Falla ned, eller: falla paa Kne, ↄ: knæle. Falla paa: ynde, synes om, finde Smag i. Hard. Sogn og fl. Falla til,
         a) passe, falde beleiligt;
         b) tilfalde, tilkomme En.
  48. faadugleg (u’), adj, som duer til lidet, ikke meget duelig. Sdm. og fl. I Hall. faadugall.
  49. fessa, v.n. signe, helbrede ved visse Talemaader eller Ceremonier; ogs. trylle, hexe (= runa). Tel. Hertil Fessekall, og Fessekjering, Signemester.
  50. Finnball, m. Haarkugler, som undertiden findes i Dyrenes Indvolde. Tel. Buskr. Smaal. Nogle St. Trollnysta.
  51. Fissopp, m. Røgsvamp, Lycoperdon Bovista. Ogsaa kaldet Fisball (i’), Nordl. Sdm.
  52. Fjell, n. Fjeld, høit Bjerg. Helst om de Bjerge eller Bjergmarker, som stige saa høit, at Skovvæxten ganske eller næsten ophører. (Mindre Bjerge kaldes Berg, Aas el. Heid). Tildeels afvigende: Fjøll, Fjødd, Fjedd, Sæt. og Tel., Fjedl, Sogn; Fjill og Fill, Ndm., Fil, Stjordalen. (En ældre Form er Fjall, Landst. 159). G.N. fjall, pl. fjöll; Sv. fjäll; Eng. Dial. fell. – “Fjell og Finne”; s. Firne. Fraa Fjell og til Fjøra: fra det øverste til det nederste (paa en Bjergside mod Søen). Fara til Fjells: reise til Fjeldet. Liggja til Fjells: ligge høit oppe, i Fjeldmarkerne. – I nyere Skrifter findes ofte “Fjeld” med Betydn. Klippegrund (= Berg, Skjer, Svad); men denne Brug er her fremmed.
  53. fjortan, num. fjorten (14). Sogn, Hard. og fl. Ellers: fjorta, Rbg. Vald. fjortaa, Nhl. og fl. fjurten, Sdm. Hall. Num. (G.N. fjórtán, fjugrtán). – Fjortan Dagar: to Uger. fjortandaggamall, adj. to Uger gammel.
  54. Fjølkall, m. Vandhjul (Kvernkall) med flade, aabne Skovler. Smaal.
  55. Forfall, n.
      1) Forringelse, Svækkelse. Koma i Forfall.
      2) Forfald, Hindring. Tildels i Formen: Forfoll, f. (egentl. n.pl.). G.N. forfall.
  56. Fossekall, m. Strømstær (Fugl), Cinclus aqvaticus. Ogs. kaldet Elvarkall, Straumhest, Tussefugl.
  57. framhall, adj. hældende fremad.
  58. Fraafall, n.
      1) Frafald, Affald.
      2) Afgang, Død. G.N. fráfall.
  59. frostall, adj.
      1) kuldskjær, øm for Kulde. B. Stift, Hall. Smaal. og fl. I Tel. frostaal,
      2) s. frostnæm.
  60. Førefall, n. besværligt Føre paa Grund af Tøveir; saaledes især: Sneeløsning, Vaarbløde. Østl. Afvig. “Førefodd”, pl. (?). Tel. (Vinje).
  61. Gald, m.
      1) Grund, Plads; nærmest om haard Grund eller et Sted, hvor Jorden er bleven fast sammentrampet ved idelig Betrædelse; saaledes ogsaa: en optraadt Plads i Sneen (jf. Trokk). Sogn, Hall. og flere. Afvig. Gall, Sdm. Østerd., og Gadd, Solør. G.N. galdr og gaddr.
      2) Klippevei, steil Vei i en Klippe eller Bakke (omtr. som Kleiv). Hall. Vald. Jf. Navnet Galdarne i Lærdal.
  62. Gall, n. Galde; Galdeblære. Afvig. Galder, n. i Valders. G.N. gall. D’er Gall i alle, ↄ: Enhver har lidt Galde i sig; selv den taalmodigste kan engang blive vred. (Ordsproget lyder ogsaa “D’er Galle i alle”, og kunde da maaskee støtte sig til G.N. galli, m. Feil).
  63. gamall, adj. gammel. Nogle St. gammal (gammall’e) og gaamaal; i Hunkjøn tildeels gomol (o’). G.N. gamall, m. gömul, f. Fleertal gamle (gammle, gamble). Bst. Form: gamle. I Stedet for Komparativ bruges eldre, med Superl. eldst. – Betydning:
      1) som har været længe, el. levet længe. Eit gamalt Hus; eit gamalt Tre; gamle Folk. Jf. gamle Kjenningar; gamall Kjendskap; vera gamall i Garden (have været længe i Huset). Sjeldnere overført paa Alder eller Levetid: i sin gamle Alder, el. paa sine gamle Dagar, ↄ: i sin Alderdom.
      2) kommen til en vis Alder; f. Ex. tvau Aar gamall. Jf. aarsgamall, aattedaggamall.
      3) tidligere tilkommen (i Modsætning til noget nyere). Den gamle Stova; Gamle-Baaten; den gamle Vegen. Gamle-Aaringen: forrige Aars Afgrøde. Gamle-Snjoen: det ældste eller nederste Sneelag. Gamle-Folket: det ældste af to Par Ægtefolk i en Gaard.
      4) forhenværende, forrige. Det gjeng sin gamle Gang. Bruka si gamle Viis. Alt med det gamle.
      5) hørende til en forbigangen Tid; gammeldags, antik (= forn). I gamle Dagar. Gamle-kararne, el. “dei gamle”: Oldtidens Mænd. – Substantivisk: Gamlen, den gamle, den ældste Mand paa Stedet. Gamla (f.), om den ældste Kvinde. Ellers med Substantiv Gamleguten: den gamle Karl; ogsaa: den forrige, den bekjendte. Gamlekjella: Gamle-Moer; ogsaa brugt om Solen, om Jorden, om Havbølgen o.s.v. (Romsd. og fl.). Gamle-Eirik, og Gamle-Sjur: Benævnelser paa Fanden.
  64. Gaupa, f. 2, Los (et Rovdyr), T. Luchs, Lat. Lynx. Alm. (I svenske Dial. göpa, Rietz 189). G.N. gaupa. Hertil Gaupehide, n. Lossens Hule. Gaupekall, m. Han-Los. Gaupeskinn, n. Skind af Los. – I Nordland forekommer ogsaa Gaupa som navn paa et Hun-Dyr; saaledes “Varggaupa”: Ulvinde; “Revgaupa”: Hun-Ræv.
  65. gjella, v.n. (gjell, gall, gollet), gjalde, hvine, give en stærk Lyd; ogsaa: skrige, om Dyr. Ryf. Nordl. G.N. gjalla (gell, gall, gollit); Sv. gälla. Jf. gnella.
  66. glopall (o’), adj. hullet, aaben, ikke tæt; f. Ex. om en Væg. “glopaal”, Tel.
  67. gløypa, v.a. og n. (er, te),
      1) sluge, svælge; æde graadigt. Shl. Tel. Hall. og fl. G.N. gleypa. (Af glupa, glaup).
      2) gabe, være noget aaben (= glipa). Sdm.
      3) tale plumpt, bruge grove, usømmelige Ord. Hall. Hedder ogsaa: gløypesvalla, v.n. Hertil: Gløypesvall, n. usømmelig Snak. Gløypesvallar, m. kaadmundet Person. gløypordig, adj. plump i Talen. (Jf. Sv. glåpord).
  68. gnella, v.n. (gnell, gnall, gnollet),
      1) skrige, give en skarp og hvinende Lyd; om visse Dyr, f. Ex. Hunden. Temmelig alm. Tildeels afvig. knella, Nhl. nelle, Sdm. og fl. Sv. gnälla (i Dial. med Formen gnall, gnullet). G.N. gnella (?), gnöllra.
      2) hvine, knirke, skrabe; f. Ex. om Døre, Hjul, Jern som gnides og desl. D’er so hardt, at det gnell (om Træ). Hertil ogsaa “gnellande Frost”, s. Gnallfrost.
      3) tale med en skarp og hvinende Stemme. Østl. Tel og fl. Ellers ogsaa: skjælde, larme, skraale. Hertil gneldra, Gbr. gnaldra, Sdm. og fl. Saaledes Gneldrebikkja, f. en Hund, som forfølger Folk med Gjøen.
  69. Godsvall, n. venlig Tale. Hall. og fl. Andre St. Godsnakk, n.
  70. Gortoll, f. Fyrretræ med meget løs og skjør Ved. Gbr. Gortall, Østerd.
  71. graatall, adj. tilbøielig til at græde; især om Børn. B. Stift. Jf. graatsam.
  72. grinall, adj.
      1) grinende, vranten, barsk. B. Stift. Nogle St. Grinen.
      2) om Luften: ublid, truende med Uveir. Sdm.
  73. Hall, n.
      1) Hæld, en hældende Stilling. Det stend paa Hall: det hælder, staar skjævt.
      2) en Hælding, Bakke, Skraaplan. Hall. Vald. og flere. Ogsaa om en Side af et Skovløst Høifjeld. Nogle St. Femin. (ei Hall); afvig Hadd (med Fl. Haddir). Tel. (Mo, Vinje). Jf. G.N. hallr, m. Bakke.
  74. Hall, f. Stue, stort Værelse. Brugt i Historisk Fortælling. I Viserne ofte som Maskul. (Hallen); Landst. 9. 10. 20; jf. Hallargolv 351. G.N. höll, pl. hallir. Eng. hall.
  75. Hall, m. Steen; især om mindre rundagtig Steen (omtr. som Gadesteen). Aahall, Aakerhall. Hallingdal (Hoels Sogn). Maaskee ogsaa i Tel. s. Landst. 828: “Eg lagde mitt Hovud paa hardan Hall”. I Valders tildeels Hallstein. Sv. Dial.hall: Klippe, stor Steen. G.N. hallr; heraf Hella. Ellers brugeligt i en Række af Personsnavne, som Hallgeir, Hallgrim, Hallkjell, Hallstein, Hallvard; Hallbjørg, Halldis, Hallrid.
  76. hall, adj. hældende, skraa, som staar eller ligger skjævt. Baaten er hall: hælder til den ene Side. G.N. hallr. (Ang. hald, heald; Ght. hald).
  77. Halvaar, n. halvt Aar. I nogle Forbindelser: Halvtaar (Haltaar); saaledes: halvtaarsgamall, adj. et halvt Aar gammel. Halvtaarstenesta, f. Halv-aarstjeneste.
  78. harkall, adj.
      1) haard, knudret, besværlig; om en Vei, ogs. om Føret.
      2) skrøbelig, svag, skranten. Nordre Berg. Ogsaa i Formen harken (harkjen) og harkutt (harkett’e).
  79. hatall, adj. hadefuld (hatsam). Afvig. hotaal (o’), haataal, Tel.
  80. Havkall, n. Præstekald (Parochie) paa Kysten el. paa Øerne ved Havet
  81. Haaball, m. Midsommer; Tiden imellem Pløiningen og Høslætten. Findes i forskjellig Form: Haaball og Hobball, Mandal, Rbg. Tel. Haabadd, Sæt. Haugball, tildeels i Tel., Hauball, Hall.; Haavoll, Hadeland, Hedem. Gbr. Østerd., Hobboll og Hobbolla, f. Opdal, Ork. Indh., og desuden Haavonn, f. Gbr. (Vaage). Ogsaa i Sverige: hobal, hovil, huvul, m. fl., afvigende fra G. Sv. hafall, f. ↄ: Høst (s. Rietz 260). Ordets Oprindelse og rigtigste Form er uvis.
  82. Haarkall, m.
      1) som Plantenavn: Løvetand med moden Frøtop. Trondh. Nordl. (Vel egentl. graahaaret Karl, G.N. hærukarl).
      2) en anden Plante: Myruld (Eriophorum). Senjen. (Jf. Fivel).
      3) en utro Ægtemand. Sogn, Ork. Vistnok en Afvig. af Hor-kall.
  83. heftesam, adj. forsinkende, tidsspildende, hinderlig. Ofte i Formen heftasam; ellers heftall og heften.
  84. Hjell, m.
      1) Stillads, Række af jævnsides liggende Stænger eller Stokke paa et høit Underlag. G.N. hjallr. I Nordland især om de store Stilladser, hvorpaa Fisken ophænges til Tørring. Jf. Tjørehjell.
      2) et Stænge, Loft i et Huus; sædvanlig dannet af sammenlagte Stænger eller løse Fjele. Fjoshjell, Lødehjell. Brugt i de nordlige og østlige Egne, i Formen Jell (mest alm.), Kjell, Ork. (Meldalen), Sjell, nordre Gbr.; ved Trondhjem: Hell Lexvig) og Hil (Stjordal). Hertil ogsaa: Jall, om et lidet Sengeloft i en Stue. Hall., Num. Jell, og Kjell, om Galleriet i en Kirke. Ork. (Jf. Trev, Lem, Skukk, Til, Skjeldtile). I svenske Dial. hjäll, hjälle (Rietz 280); i Danmark Hild, Hield; Nt. Hille (Brem. Wört. 2, 631).
      3) en Hylde, et opslaaet Bret paa en Væg. Brugt i de sydvestlige Egne i Formen: Jell, Nhl. Tel. Jall. el. Jadl, Hard., Jedd, Sæt. Kjell, Shl. Ryf. Jæd. Kjadd, ved Mandal. Andre St. Hylla, Hilla.
      4) en Terrasse, en flad Forhøining paa Jorden. Sjeldnere. I Hall. Jall (?), s. hjellendt. I Tel. (Vinje): Jedd, med Fl. Jeddir (Hjeller). Hertil adskillige Stedsnavne: Hjelle, Hjellen, Hjellarne; ofte feilagtigt skrevne “Gjelle” o.s.v. (Jf Eng. hill, en Høi).
      5) en smal Flade eller Tværsti i en Klippe (= Flaa, To). Nhl. (Jell), Hard. (Jall). Andre St. Hylla, el. Hilla.
  85. Hogstall (o’), m. en Enkemand. Tel. (mest i Spøg). I Hall. Haugstallar. (I svenske Dial. hogstall). Lidt afvigende fra T. Hagestolz, Ght. hagastalt, og Ang. hægsteald (eenlig Mand). Ogsaa afvigende fra G.N. haukstaldi: Herremand, Høvding.
  86. hugall, adj. fornøielig, behagelig (= hugsam). Nhl.
  87. Hulder (Huldr), f. Ellekone, Bjerg-Nymphe. (I Folkesagn). Mest alm. Huld’er (Fl. Huldrer); afvig. Huld, Sogn, Hard. og fl. Hulda, Nhl. Hold, eller Hodd, Helg. Ulder, Hall. Uldre, Smaal. Uld, Udde og Hudde, Tel. (Jf. Vett, Godvetter, Skogfru). Paa Island er huldufolk det samme som álfafolk; saaledes bruges huldukona for álfkona, og huldumadr for álfr. (Isl. Thjodsøgur 1, 1). I Sverige omtales kun “elfvor”, og i Danmark Elverfolk (Ellefolk), ligt Eng. elves (elf) og T. Elfen. Jf. Elv og Alv. – Hertil: Hulderfolk (ogsaa Huldrefolk, Huldafolk), n. Ellefolk, Underjordiske. Hulderhaug, m. Høi hvori Huldrer tænkes at opholde sig. (Jf. Haugfolk, Haugtuss). Hulderkall, m. og Huldermann: mandligt Væsen af Hulderfolket. Hulderslaatt, m. og Hulderspel, n. Ellefolkets Musik. Endvidere Hulderfe, n. Hulderkyr, pl. m. fl.
  88. hundgamall, adj. meget gammel. Hall. (Jf. hundklok, hundrik, hundsterk, og G.N. hundforn, hundvíss). Dette “hund”, som altsaa betyder “i høi Grad”, sættes af Nogle i Forbindelse med hundrad (Ang. hund). Jf. hundsleg.
  89. Husfall, n. det Forfald, som Husene efterhaanden lide ved Forslidning eller Forradnelse. Trondh. og fl.
  90. Huskall, m. aldrende Mand, som har Huus, men ikke Jord. B. Stift. Ellers om En, som holder sig stadig hjemme. Ogsaa et Navn paa Spurven (Graaspurven).
  91. huskall (u’), adj. urolig, stødende, rystende; f. Ex. om Gang, Kjørsel el. Søfærd.
  92. Ifall, n. Ifald, Tilstrømning; f. Ex. i en Mølle. D’er for stort Ifall: der falder for meget i; Aabningen er for stor.
  93. ifall (som conj.), ifald, hvis, dersom. Nyere Udtryk; egentlig: i Fall.
  94. Innfall, n. Indfald; indad gaaende Strømning, og desl.
  95. jamgamall, adj. lige gammel.
  96. Jordfall, n. Synkning eller Nedstyrtning i Jorden, foraarsaget ved Undergravning af Vand. Ogsaa om det Tab, som en Gaard lider derved.