gamall, adj. gammel. Nogle St. gammal (gammall’e) og gaamaal; i Hunkjøn tildeels gomol (o’). G.N. gamall, m. gömul, f. Fleertal gamle (gammle, gamble). Bst. Form: gamle. I Stedet for Komparativ bruges eldre, med Superl. eldst. – Betydning:
  1) som har været længe, el. levet længe. Eit gamalt Hus; eit gamalt Tre; gamle Folk. Jf. gamle Kjenningar; gamall Kjendskap; vera gamall i Garden (have været længe i Huset). Sjeldnere overført paa Alder eller Levetid: i sin gamle Alder, el. paa sine gamle Dagar, ↄ: i sin Alderdom.
  2) kommen til en vis Alder; f. Ex. tvau Aar gamall. Jf. aarsgamall, aattedaggamall.
  3) tidligere tilkommen (i Modsætning til noget nyere). Den gamle Stova; Gamle-Baaten; den gamle Vegen. Gamle-Aaringen: forrige Aars Afgrøde. Gamle-Snjoen: det ældste eller nederste Sneelag. Gamle-Folket: det ældste af to Par Ægtefolk i en Gaard.
  4) forhenværende, forrige. Det gjeng sin gamle Gang. Bruka si gamle Viis. Alt med det gamle.
  5) hørende til en forbigangen Tid; gammeldags, antik (= forn). I gamle Dagar. Gamle-kararne, el. “dei gamle”: Oldtidens Mænd. – Substantivisk: Gamlen, den gamle, den ældste Mand paa Stedet. Gamla (f.), om den ældste Kvinde. Ellers med Substantiv Gamleguten: den gamle Karl; ogsaa: den forrige, den bekjendte. Gamlekjella: Gamle-Moer; ogsaa brugt om Solen, om Jorden, om Havbølgen o.s.v. (Romsd. og fl.). Gamle-Eirik, og Gamle-Sjur: Benævnelser paa Fanden.