Fjell, n. Fjeld, høit Bjerg. Helst om de Bjerge eller Bjergmarker, som stige saa høit, at Skovvæxten ganske eller næsten ophører. (Mindre Bjerge kaldes Berg, Aas el. Heid). Tildeels afvigende: Fjøll, Fjødd, Fjedd, Sæt. og Tel., Fjedl, Sogn; Fjill og Fill, Ndm., Fil, Stjordalen. (En ældre Form er Fjall, Landst. 159). G.N. fjall, pl. fjöll; Sv. fjäll; Eng. Dial. fell. – “Fjell og Finne”; s. Firne. Fraa Fjell og til Fjøra: fra det øverste til det nederste (paa en Bjergside mod Søen). Fara til Fjells: reise til Fjeldet. Liggja til Fjells: ligge høit oppe, i Fjeldmarkerne. – I nyere Skrifter findes ofte “Fjeld” med Betydn. Klippegrund (= Berg, Skjer, Svad); men denne Brug er her fremmed.