falla (og fella), v.n. (fell, fall, follet; eller fallet), at falde. Ordet har egentl. to Bøininger; den nyere Form er: fella med Imprf. fall (Fl. follo), Supin. folle(t); dog hedder Participium mest alm. fallen; den ældre Form er: falla, med Ind. Præs. fell (Fl. falla), Imprf. fill (Fl. fillo) og Sup. fallet/falle; brugl. i Hard. Sogn, Nfj. og fl. (Formen fill er egentlig et gammelt feell el. féll). Jf. G.N. falla (fell, féll, fallit). Sv. falla; faller, föll (föllo), fallit. Heraf Fall, n. fella, v.a. Fella, f. og fl. – Betydning:
  1) falde, glide ned, synke mod Grunden. Sædvanlig kun om et mere langsomt Fald; f. Ex. af Dug, Snee, Løv o.s.v. Jf. detta og stupa.
  2) synke (om en Masse), svinde ind, blive lavere eller mindre. Sjoen fell: Havet ebber. Figurlig: Det fell Modet: Modet falder. Han tok til aa falla: han begyndte at give efter, blev mere føielig.
  3) falde bort, ophøre. Det fall ned atter (om en Sag, en Plan). Det var spaatt, at Riket skulde falla.
  4) give tabt, blive overvunden. Falla i Striden. Ogsaa: falde i en Fristelse, blive forført, forvildet.
  5) falde i en vis Retning, stryge, stævne hen. Straumen fell ut. Vinden fell inn etter Fjorden. Ogsaa om Ord og Tale: Eg minnest ikkje kor Ordi follo.
  6) passe, falde sammen, slutte til. Det fell godt aat Kroppen (om Klæder). Det fell vel i Hop (om Fjele, Staver, Stokke). Jf. Fella.
  7) forefalde, indtræffe. Alt som fyre fell. Det fell ikkje so fyre meg (ↄ: falder mig ikke beleiligt). Det fall ikkje til fyre deim (ↄ: vilde ikke lykkes).
  8) forekomme, tykkes at være. Det fell smaatt, knapt, jamt o.s.v. Det fell tungt, hardt, mødesamt. – Med Partikler: Falla av,
     a) svinde, ophøre;
     b) blive tilovers. Falla fraa:
     a) falde fra, svigte;
     b) afgaae, døe. Falla ned, eller: falla paa Kne, ↄ: knæle. Falla paa: ynde, synes om, finde Smag i. Hard. Sogn og fl. Falla til,
     a) passe, falde beleiligt;
     b) tilfalde, tilkomme En.