all, adj.
  1) al, heel. I all Dag: hele denne Dag. I alt Aar: hele dette Aar. Alt i Hop: det hele.
  2) i Fl. enhver, alle, samtlige.
  3) tilendebragt, sluttet; udbrugt, forødet, som det er forbi med. Sumaren er snart all. (Helg.). Pengarne ero snart alle.
  4) om Personer: træt, udmattet, afkræftet; ogsaa: affældig, som har tabt sine Kræfter. Gbr. Sdm.
  5) død, omkommen. Han var mest all (ↄ: næsten død). Nhl. (Saaledes ogsaa i Svensk, og tildeels i G.N.). – Udtalen forskjellig, især i Fleertal: adle, adde, ælle, æille. Af gamle Former mærkes: aller, i Forbind. “vere unde’ allr um se”, ↄ: være ganske neddykket, under Vandfladen. Sdm. Maaske for: allr um Sæ (= Sjo). allan Dagen: den hele Dag. Trondh. Mere brugl. er Femin. oll (oll’e), f. Ex i Ordspr. Det veit ingen si Æva, fyrr ho er oll. (Berg. Stift). I pl. neutr. oll (olle): all try Borni (Bonn’a Sogn. Sdm.). Dativ i Neutrum. ollo (ollaa). Fyre ollo: med alle, for Alvor, uigjenkaldelig. Med ollo godo: med al Magelighed, meget let. Utav ollo ubytto: forlods, af den uskiftede Masse. (“Ta ollaa obyttaa” Sdm.). Fleertals Genitiv: allra (s. nedenfor). – I mange Sammensætninger viser Ordet sig i en anden Form, nemlig “aal” (aalgrøn, aalljos, aalsveitt); i nogle faa Ord synes derimod “all” at være den eneste almindelige Form; saaledes i: allmegtig, allstyrande, allviis.