Hjell, m.
  1) Stillads, Række af jævnsides liggende Stænger eller Stokke paa et høit Underlag. G.N. hjallr. I Nordland især om de store Stilladser, hvorpaa Fisken ophænges til Tørring. Jf. Tjørehjell.
  2) et Stænge, Loft i et Huus; sædvanlig dannet af sammenlagte Stænger eller løse Fjele. Fjoshjell, Lødehjell. Brugt i de nordlige og østlige Egne, i Formen Jell (mest alm.), Kjell, Ork. (Meldalen), Sjell, nordre Gbr.; ved Trondhjem: Hell Lexvig) og Hil (Stjordal). Hertil ogsaa: Jall, om et lidet Sengeloft i en Stue. Hall., Num. Jell, og Kjell, om Galleriet i en Kirke. Ork. (Jf. Trev, Lem, Skukk, Til, Skjeldtile). I svenske Dial. hjäll, hjälle (Rietz 280); i Danmark Hild, Hield; Nt. Hille (Brem. Wört. 2, 631).
  3) en Hylde, et opslaaet Bret paa en Væg. Brugt i de sydvestlige Egne i Formen: Jell, Nhl. Tel. Jall. el. Jadl, Hard., Jedd, Sæt. Kjell, Shl. Ryf. Jæd. Kjadd, ved Mandal. Andre St. Hylla, Hilla.
  4) en Terrasse, en flad Forhøining paa Jorden. Sjeldnere. I Hall. Jall (?), s. hjellendt. I Tel. (Vinje): Jedd, med Fl. Jeddir (Hjeller). Hertil adskillige Stedsnavne: Hjelle, Hjellen, Hjellarne; ofte feilagtigt skrevne “Gjelle” o.s.v. (Jf Eng. hill, en Høi).
  5) en smal Flade eller Tværsti i en Klippe (= Flaa, To). Nhl. (Jell), Hard. (Jall). Andre St. Hylla, el. Hilla.