Fall, n.
  1) Fald, Nedstyrtning. Nedfall, Lauvfall, Doggfall o.s.v. I Sæt. Fadd. G.N. fall.
  2) Synkning, Indsvinden, Formindskelse. Jf. Sjofall. Ogsaa Fald i Værd eller Priis.
  3) Hældning, Skraaning. Denne Renna heve for litet Fall (ↄ: hælder for lidet nedad).
  4) Sammentræf, Tilfælde. I det Fall: i det Tilfælde. (Ogsaa: I Fall, som adv. hvis, dersom). Jf. Forfall, Misfall.
  5) Bortfald, Udeblivelse. Hertil: Førefall, Messefall. Ogsaa: Undergang, Ødelæggelse; f. Ex. Mannfall.
  6) Fornedrelse, Beskjæmmelse; moralsk Fald.
  7) Sted hvor man let kan falde; Kløft, Aabning i Grunden. I Sogn om de store Sprækker i Isen paa Fjeldene.
  8) Skjær, Klippe som Havbølgerne brydes paa. Fall og Fluder. (Alm. vest og nord i Landet). Hertil Fallgard.
  9) en Søstyrtning, stor nedstyrtende Havbølge. Ryf. Jf. G.N. áfall.
  10) Afkastning, Udbytte (Fold, Foldrighed). Jf. Foll. Til Falls: i Fold; f. Ex. Kornet var litet til Falls, ↄ: gav lidet af sig i Tærskningen. Tel. Toten og fl. Jf. Veggfall, Laavefall.
  11) Nedfældning i en Skov; Træer som brændes til Askegjødning. Risfall, Vaalfall. Ogsaa om Jordstykket som saaledes opdyrkes; hertil Rugfall. Østerd.
  12) Krop af et slagtet Dyr. Nautsfall, Smalefall. B. Stift, Jæd. Mandal og fl. (Isl. fall).