-
hava, v.a. (heve, hadde, havt), at have. Inf. ogsaa: ha (mest alm.), haavaa, haa, Gbr. – Ind. Præs. heve (e’), sædvanlig uden “r”, Tel. Rbg. Jæd. Hard. Sdm.; forkortet: he (e’), Sdm. Ndm. hi, Trondh. (Andre St. har). Fl. hava. Konj. Præs. have (især i et Ønske). Imperativ: hav, Fl. have! Imprf. hadde (mest alm.), hade, Sdm.; ellers: hae, ha’ (havde høres ikke). Konj. hedde, hædde, Hard. høe, Tel. Supinum havt (hatt); Particip havd. G.N. hafa; hefi(r), hafdi, haft. (Konj. præs. hafi, imperf. hefdi). – Betydning:
1) have hos sig, holde, bære. Hava i Handi, paa Armen, paa Ryggen. Hava med seg, paa seg. Saaledes ogsaa om at have i Huset, i Tjeneste osv. Hava Folk, Gjester, Framande.
2) have, eie, besidde. Hava Hus, Gard, Buskap, Pengar o.s.v. Ogsaa: faae, bekomme. Hava Takk, Æra, Skam. Hava god Løn. Hava Lika fyre Umaken.
3) fornemme, vederfares noget (godt el. ondt). Hava godt: befinde sig vel, leve uden Savn, Hava vondt: lide ondt, føle Smerte. Hava Verk, Svide, Skjelv, Sorg, Harm, Hugnad, Gaman o.s.v.
4) forefinde, træffe. Hava godt Veder. Hava Føre, Byr, Motvind. H. Motgang, Møda, Stræv. Hava mange mot seg, osv.
5) bruge, anvende. Hava Mjølk til Suvl. Hava Sild til Agn. Detta vilja me hava til Foder. Ogsaa: beholde, bevare. Lat oss hava det til Helgi.
6) føre, bringe, flytte, sætte i en vis Stilling. (Alm. og meget brugl. Ogsaa G.N. og Sv.). Hava heim: bringe hjem. Hav inn Hesten: luk Hesten ind! Hav Vatn i Glaset: hæld Vand i Glasset. (Jf. lata). Han tok Trøya og hadde paa seg (ↄ: trak den paa). Hava seg ut: forføie sig ud.
7) finde forelagt til Behandling, til Udførelse; have at udrette. Hava nokot til aa gjera. Me hava myket til aa grava endaa. Eg hadde myket meir til aa segja.
8) være færdig med en Gjerning; have udrettet. I dette Tilfælde Hjælpeverbum, sammenstillet med Supinum af et andet Verbum; f. Ex. hava gjort, hava bygt, hava gravet; ligesaa: hava voret, faret, komet, o.s.v. – Reflexivt. Hava seg:
a) upersonligt: forholde sig, være beskaffen. Eg veit ikkje kor det heve seg.
b) personligt: begive sig, forføie sig. Hava seg fram: søge at komme frem; ogsaa: fremtræde dristigt, være om sig (= halda seg fram). Hava seg heim: begive sig hjem. Hava seg upp: staae op, komme paa Fødderne. Hava seg undan: forføie sig bort, gaae tilside. – Med Partikler. Hava atter: han skal faae det gjengjældt. Hava aat:
a) have at udsætte paa. Kvat er det du heve aat honom?
b) tugte, straffe. Dei skulde havt aat Bornom sine nokot (ↄ: de skulde tugte sine Børn lidt). Nhl. Sdm. og fl. (Hertil: aathavd). Hava fram: faae frem, sætte igjennem. Hava fraa seg: skille sig ved. Hava fyre seg: have fore, bestille; ogsaa: omtale, behandle i Talen. Hava i, el. uti (ha’ ti): have fat paa, opsøge. Hava med: have at bestille med, befatte sig med. Hava paa seg:
a) bære, have hos sig; ogs. tage paa, iføre sig;
b) betyde, ville sige. Han veit kvat det heve paa seg. Hava upp: bringe op; ogsaa: aabne (en Dør); opløse (en Knude). Hava uppatter: optage paany, oprippe, gjentage. D’er ikkje verdt aa hava det uppatter, ↄ: at oprippe Sagen, tale mere derom.
-
haa! interj. med dunkel Betydning. Ofte fordoblet “haa haa”, som Udtryk af Overraskelse, naar man mærker noget uventet. Haa haa! stend det so til? (Ogsaa svensk).
-
Haa, n. en Luftning, et lidet Vindpust; især paa Søen. Helg., s. haa’a, v.
-
Haa, f. Eftergræs, nyt Græs som voxer op efter Høslætten. (Vel egentlig Græs, i Almindl. s. haa’a). Afvig. Ho, Tel. Buskr. Sdm. og fl. Hov, m. i Smaal. G.N. há. Ellers: Tøda, Avløde, Nylode.
-
Haa, m. 1, Hai, Fisk af Haislægten; især om den almindelige mindre Haifisk, som pleier at følge med Torskestimene, Acanthias vulgaris. G.N. há’r. (Isl. háfr). Jf. Holl. haai, T. Hai.
-
Haa, m. 2, Aaretold (?). Fordunklet i Opraabet: “Tak i Haa”, eller “Set i Haa”, som bruges naar man trækker Baade paa Land. Nordl. G.N. há’r, Aareblok, omtr. som Keip. Jf. Haasete.
-
haa, adj. i nogle Stedsnavne, som: Haaland, Haavoll, Haanes, Haaøy, Haabøle, – er en ældre Form for høg (= haag), ↄ: høi.
-
haa, v.n. (r, dde), sandse, mærke, have fuld Bevidsthed om noget. Han korkje haar elder høyrer: han sandser ingen Ting. Sdm. Han korkje haar elder hyggjer: han har hverken Sands eller Eftertanke. Nordl. Haa seg: sandse sig, komme til Sands igjen efter en Forvirring. Haa etter: huske, mindes, komme ihu. Eg haadde ikkje etter det. Det vardt ikkje etterhaatt: det blev glemt, forsømt. Meget brugl. i Nordl. Trondh. og Nordre Berg. (Længere syd hedder det: haatta. Jf. Haatt). Ikke forefundet i G.N.
-
kvat (kva), pron. hvad, hvilket. Brugt i forskjellig Form: kvat, Nhl. (sjelden), kot (o’) øverst i Sæt.; kva, mere alm., ka, Shl. Jæd. og fl., kaa, Gbr. Hall. Sogn, Sæt. og fl., ko, Vald., ke, kæ, ved Trondh., og med “h”: haat, hott, Rbg. Tel. haa, Østl.; ogsaa som spørgende Ord (eller Lyd): ha, og hæ; derimod synes “va” overalt at være en fremmed Form. G.N. hvat; Sv. hvad, Eng. what; egentlig Neutrum af et gammelt “hva”; G. Sv. hvar (hva, hvo, ho), D. hvo, Eng. who. – Ordet bruges
1) substantivisk: hvad, hvilken Ting;
a) som spørgende Ord; f. Ex. Kvat er detta? Kvat vil han?
b) som relativt bestemmende Ord i en Undersætning. Eg veit, kvat han vil. Seg meg no, kvat eg skal gjera. Kvat detta skal verda, kann ingen vita.
2) adjektivisk: hvilken, hvad for en; ogsaa: hvordan, hvorledes beskaffen. Forbundet med Subst. uden Hensyn til Kjøn eller Tal; f. Ex. Kvat Folk er det? Kvat Tid var det? Kvat Dag skal det vera? Eg veit ikkje, kvat Mann det var. Kvat Manns Son er han? Me høyrde, kvat Menner det var. (G.N. hvat, med Subst. i Dativ el. Genitiv). Tildeels forbundet med “for”: Kvat for Slag (= kvat Slag): hvilken Ting. Jf. kvat for ein; kvat for nokot (afvig. “haa for noe”, Østl.). I visse Udraab forbindes Ordet ogsaa med et uvedkommende Subst., f. Ex. Kvat Trolli var det? Kvat Hunden det vil! Kvat Fenden osv. (Jf. det tydske “Was der Teufel”. S. Weigand 2, 1058). – I Forbindelse med en Præposition sættes “kvat” først, om endog flere Ord komme imellem; f. Ex. Eg veit, kvat det kom av (ↄ: hvoraf det kom); ligesaa: kvat det var fyre; kvat eg skal hava det i; kvat eg skal bruka det til, o.s.v. Saaledes ogsaa naar begge Ord stilles ved Siden af hinanden; f. Ex. Kvatfyre kom du ikkje? (Jf. kvi, kvifyre). Især finder dette Sted i korte Spørgsmaal om noget, som ikke er oplyst, f. Ex. A: Det vardt ikkje nokot av det. B. Kvat av? – A: Me saato lenge og rødde. B. Kvat um? – Jf. kven.
-
haa (= haat), for “hvat”, s. kvat.
-
haa (for haavaa), v. s. hava.