Norsk Ordbog (1873) av Ivar Aasen
    kvat (kva), pron. hvad, hvilket. Brugt i forskjellig Form: kvat, Nhl. (sjelden), kot (o’) øverst i Sæt.; kva, mere alm., ka, Shl. Jæd. og fl., kaa, Gbr. Hall. Sogn, Sæt. og fl., ko, Vald., ke, , ved Trondh., og med “h”: haat, hott, Rbg. Tel. haa, Østl.; ogsaa som spørgende Ord (eller Lyd): ha, og ; derimod synes “va” overalt at være en fremmed Form. G.N. hvat; Sv. hvad, Eng. what; egentlig Neutrum af et gammelt “hva”; G. Sv. hvar (hva, hvo, ho), D. hvo, Eng. who. – Ordet bruges
      1) substantivisk: hvad, hvilken Ting;
         a) som spørgende Ord; f. Ex. Kvat er detta? Kvat vil han?
         b) som relativt bestemmende Ord i en Undersætning. Eg veit, kvat han vil. Seg meg no, kvat eg skal gjera. Kvat detta skal verda, kann ingen vita.
      2) adjektivisk: hvilken, hvad for en; ogsaa: hvordan, hvorledes beskaffen. Forbundet med Subst. uden Hensyn til Kjøn eller Tal; f. Ex. Kvat Folk er det? Kvat Tid var det? Kvat Dag skal det vera? Eg veit ikkje, kvat Mann det var. Kvat Manns Son er han? Me høyrde, kvat Menner det var. (G.N. hvat, med Subst. i Dativ el. Genitiv). Tildeels forbundet med “for”: Kvat for Slag (= kvat Slag): hvilken Ting. Jf. kvat for ein; kvat for nokot (afvig. “haa for noe”, Østl.). I visse Udraab forbindes Ordet ogsaa med et uvedkommende Subst., f. Ex. Kvat Trolli var det? Kvat Hunden det vil! Kvat Fenden osv. (Jf. det tydske “Was der Teufel”. S. Weigand 2, 1058). – I Forbindelse med en Præposition sættes “kvat” først, om endog flere Ord komme imellem; f. Ex. Eg veit, kvat det kom av (ↄ: hvoraf det kom); ligesaa: kvat det var fyre; kvat eg skal hava det i; kvat eg skal bruka det til, o.s.v. Saaledes ogsaa naar begge Ord stilles ved Siden af hinanden; f. Ex. Kvatfyre kom du ikkje? (Jf. kvi, kvifyre). Især finder dette Sted i korte Spørgsmaal om noget, som ikke er oplyst, f. Ex. A: Det vardt ikkje nokot av det. B. Kvat av? – A: Me saato lenge og rødde. B. Kvat um? – Jf. kven.