-
Su, f. en So, et Hun-Sviin. Helg. Trondh. og flere, dog lidet brugl. undtagen i enkelte Talemaader, saasom: Dei hava korkje Ku elder Su, ↄ: de have ingen Kreature. “Su’a bryt, aa Ungann nyt”, ↄ: de unge lide for de gamles Brøde. Indh. (Jf. Sugga). G.N. sýr (jf. Formerne Kyr og Ku). Mere alm. bruges Su om et skiddenfærdigt Menneske; paa Sdm. Sud (Skitsud).
-
Sud (uu), f.
1) en Fuge i en Baad eller Fjelevæg, en Sammenfældning hvori den ene Kant skyder ud over den anden, ligesom i et Tegltak. Mest alm. Su; i Nfj. og Sdm. Sud. G.N. súd. (Jf. Sudtak og syda).
2) en Skure langs ad den underste Kant paa en Tømmerstok, saaledes afpasset at den dækker en tilsvarende Forhøining paa den underliggende Stok i Væggen. Tel. (Su). Andre St. Mosefella.
3) en Side. Valders. “Paa hi Su’e”. “Paa kor si Su”: paa hver sin Side. Sv. Dial. sud.
-
Sud, f. (2), Bølgedrag, stor Bølgegang paa Strandbredden. (S. Dragsud og Suddrag). Mest alm. Su. Maaskee af sjoda, ligesom Soda og Saud, f. Jf. Eng. suds: skummende Vand, Vask osv.
-
sud (u’), adv. syd, mod Syden; ogsaa: i Syd. Lyder forskjelligt, saaledes: su, Tel. Num.; syd (y’), Nfj. Sdm.; ellers mest alm. sør eller sø; egentlig suder, men fordunklet ved Overgang til Komparativformen sydre. Jf. sunn (synn). G.N. sudr; Ang. sud, Eng. south; Ght. sund; derimod T. süd, Holl. zuid, Sv. söder.
-
Su, s. Sud.