Norsk Ordbog (1873) av Ivar Aasen
  1. Su, f. en So, et Hun-Sviin. Helg. Trondh. og flere, dog lidet brugl. undtagen i enkelte Talemaader, saasom: Dei hava korkje Ku elder Su, ↄ: de have ingen Kreature. “Su’a bryt, aa Ungann nyt”, ↄ: de unge lide for de gamles Brøde. Indh. (Jf. Sugga). G.N. sýr (jf. Formerne Kyr og Ku). Mere alm. bruges Su om et skiddenfærdigt Menneske; paa Sdm. Sud (Skitsud).
  2. Sud (uu), f.
      1) en Fuge i en Baad eller Fjelevæg, en Sammenfældning hvori den ene Kant skyder ud over den anden, ligesom i et Tegltak. Mest alm. Su; i Nfj. og Sdm. Sud. G.N. súd. (Jf. Sudtak og syda).
      2) en Skure langs ad den underste Kant paa en Tømmerstok, saaledes afpasset at den dækker en tilsvarende Forhøining paa den underliggende Stok i Væggen. Tel. (Su). Andre St. Mosefella.
      3) en Side. Valders. “Paa hi Su’e”. “Paa kor si Su”: paa hver sin Side. Sv. Dial. sud.
  3. Sud, f. (2), Bølgedrag, stor Bølgegang paa Strandbredden. (S. Dragsud og Suddrag). Mest alm. Su. Maaskee af sjoda, ligesom Soda og Saud, f. Jf. Eng. suds: skummende Vand, Vask osv.
  4. sud (u’), adv. syd, mod Syden; ogsaa: i Syd. Lyder forskjelligt, saaledes: su, Tel. Num.; syd (y’), Nfj. Sdm.; ellers mest alm. sør eller sø; egentlig suder, men fordunklet ved Overgang til Komparativformen sydre. Jf. sunn (synn). G.N. sudr; Ang. sud, Eng. south; Ght. sund; derimod T. süd, Holl. zuid, Sv. söder.
  5. Su, s. Sud.