Norsk Ordbog (1873) av Ivar Aasen
  1. Tel (e’), n.
      1) Grund, Underlag; den egentlige Væv i et Klædningsstykke (i Modsætning til det som sættes uden paa samme, saasom Brodering, Nop eller Fryndser). Hard. Shl. og fl. Jf. Kragetel, Ryetel; Maanetel. G.N. þel.
      2) Grundstykket i en Plov (= Il, Aurskida). Smaal. (Tæl). I Nordl. ogsaa: Bund, Gulv (som falder nær sammen med Til, s. Tile).
      3) Stof, Materie, Substants. D’er godt Tel i den Steinen. Trondh. (Tæl). Saaledes ogsaa: Kraft, Mod, Sindsstyrke. D’er godt Tel i den Guten: det er en tapper Karl, en som ikke taber Modet. Hard. Jf. telad.
  2. Tile (i’), n.
      1) Gulv, Bund af sammenføiede Fjele. Temmelig alm., men tildeels lidet brugl. (s. Golv). Afvig. Tel (e’) og Telle, Nordl.; Tyle (y’), Sdm. (Jf. Helletile).
      2) Bund, Hylde (som i et Skab); saaledes om de fladt liggende Plader i en Kakkelovn (egentl. Gulvet i en Etage). Helg. i Formen Tele (Tel). Sjeldnere om en Fjelevæg, s. Skjeldtile. (Jf. File). G.N. þili: Fjelevæg; Ang. þil: Planke; Nt. Dele. Jf. tilja og Tild.