Tel (e’), n.
  1) Grund, Underlag; den egentlige Væv i et Klædningsstykke (i Modsætning til det som sættes uden paa samme, saasom Brodering, Nop eller Fryndser). Hard. Shl. og fl. Jf. Kragetel, Ryetel; Maanetel. G.N. þel.
  2) Grundstykket i en Plov (= Il, Aurskida). Smaal. (Tæl). I Nordl. ogsaa: Bund, Gulv (som falder nær sammen med Til, s. Tile).
  3) Stof, Materie, Substants. D’er godt Tel i den Steinen. Trondh. (Tæl). Saaledes ogsaa: Kraft, Mod, Sindsstyrke. D’er godt Tel i den Guten: det er en tapper Karl, en som ikke taber Modet. Hard. Jf. telad.