væn, adj.
  1) vakker, smuk, tækkelig. Østl., dog langt mere udbredt i Formen ven (ee), saaledes ogsaa i Hall. Tel. Rbg. Jæd. Hard. og fl. tildeels med Komparativ venre, Tel., og venne (ee), Sæt. (Jf., fager, frid, snild og det fremmede “pæn”).
  2) spag, tam, venlig; om Dyr. Nordl. (Sv. Dial. vän: venlig). Jf. vinelsken. G.N. væn(n): lovende, eller som lader vente noget, saasom skadvænn, daudvænn, lífvænn og fl. Sv. vän: tækkelig.