vita (i’), v.a. og n. (veit, visste, visst), at vide. Inf. tildeels veta, væta; ogsaa vata, Namd., vaataa, Indh. Ork. Præsens Fl. vita (ikke alm.). Imperf. overalt visste. Supin. tildeels vitat/vita, dog sjelden. G.N. vita (veit, vissi, vitat); jf. Goth. vitan (vait, vissa). – Betydning:
  1) vide, kjende, have mærket. Med Objekt. Eg visste det fyrr. No veit eg detta. Vita rette Tidi. Vita Vegen osv. Ofte ogsaa med en Partikel. Han veit korkje att elder fram. Ein veit ikkje lenger fraa seg, ↄ: saa lidet veed man om hvad der skal hænde. (F. Ex. om et uventet Dødsfald).
  2) have Kundskab om, være underrettet om, eller vis paa. Med en tilføiet Sætning. Eg veit, at det er sant. Eg visste ikkje, um han vilde det. D’er vandt aa vita, kor det gjeng.
  3) kunne, forstaae (at gjøre noget). Med et Verbum i Infinitiv. Han veit aa laga det. Dei vita aa snu seg, o.s.v. – Noget afvigende herfra er et Par sjeldnere Betydninger, nemlig:
  4) vise, skikke. Vita nokon fraa seg: vise En bort, eller see til at blive ham kvit. Tel. (Vinje). Du vil vita meg nord i Trollheimen. (Landst. 6). Ellers noget usikkert.
  5) vende til en vis Side (s. veita). “Dæ Glas’e so veit aat Sjø’naa”: det Vindue som vender mod Søen. Sdm. (G.N. vita, veit). – Som en gammel Form mærkes Konjunktivet vite (G.N. viti) i visse Ønsker eller Udraab, som: Det vite Hunden, ↄ: det maa Hunden (eller Pokker) vide. “Veit eg” lægges ofte til en Sætning som Udtryk for en stærk Formodning. Han kjem no snart, veit eg. Ogsa i anden Stilling: Eg veit, han kjem snart, ↄ: jeg skulde dog formode at osv. Et lignende Tillæg er “kann ein vita”. Eg vardt leid, kann ein vita: jeg blev naturligviis kjed. Saaledes ogsa “maa vita”, s. maa.