vika (ii), v.n. (vik, veik, viket),
  1) vige, gaae tilbage eller tilside. Supin. udtalt vikje (i’). Inf. sædvanlig vika (vike), ikke vikja. G.N. víkja (vík, veik, vikit).
  2) Figurlig: give efter, opgive sin Paastand. I det hele er dette Ord kun lidet brugeligt, medens derimod det aktive vikja (vikte) er i megen Brug.