Veder (e’), n.
  1) Veir, Tilstand i Luften. Sædvanlig forkortet til Ver (Veer), eller Vær (det sidste søndenfjelds); nogle St. Væ, Tel., og Veir, Sæt. Sdm. I bestemt Form: Vedret, “Ver’e” (ee), osv. I Sammensætn. tildeels Vede (e’), Nfj. Sdm. G.N. vedr; Sv. väder; jf. Nt. Weder, Eng. weather, T. Wetter.
  2) Luft, høiere Luftlag; ogsaa Vind. Sjeldnere, saasom i Forbindelsen: upp i Vedret (Vær’e): i Veiret. Stiga til Veders (Værs). Søndenfjelds. Jf. Vederboge, Vederljos, Vederstrupe.
  3) Lugt, Veir af noget som er i Nærheden; f. Ex. Hunden hadde Vedret av ein Bjørn. (Jf. Tev, Tekk, Snev). Lignende Overgang som i Ordene Vind og Luft.