ute, adv.
  1) ude, udenfor Huset, under aaben Himmel. G.N. úti. Leggja ute: lade Kreaturene ligge ude (om Sommeren).
  2) paa et Sted ved Kysten eller Havet (jf. ut); ogsaa: ude fra Land. Dei siglde langt ute.
  3) ude af sit Skjul, udenfor sin sædvanlige Omgivelse; f. Ex. Halda Tunga ute. Ogsaa: udenfor sit Hjem, borte.
  4) paa Færde, i Bevægelse. Han er ute og gjeng; han er ute med sine Prettor, osv. Ogsa: udkommen, udsat i en vis Stilling. Eg var reint illa ute, ↄ: i stor Nød.
  5) forbi, til Ende. Fyrr en Aaret var ute. D’er ute med det; med honom o.s.v. I nogle Tilfælde ombyttes ute med “ut” (s. ut).