Tid, f.
  1) Tid, Tidsrum hvori noget vedvarer. Det vil taka Tid: det vil vare længe. Det heve stadet i lang Tid, el. langa Tider. Mange St. Ti. G.N. tíd.
  2) Alder, Levetid; ogsaa Tidsalder, Periode. I den Tid, daa han livde. I dei gamle Tider. I Kong Haralds Tid o.s.v.
  3) Stund, Tidspunkt da noget foregaar, el. skal foregaae. Koma i rette Tid. Naa Tidi: komme tidlig nok. Hava sine eigna Tider: have Maanedstider (Menstruation).
  4) Leilighed, beleilig Tid. D’er god Tid endaa: det er ikke for seent, det haster ikke. Hava Tidi (el. hava Tider): have Stunder til noget. Giva seg Tid: fare sagte, ikke haste.
  5) Omstændigheder, Leilighed med Hensyn til Forraad el. Formue; f. Ex. Det var god Tid paa Fisk. Han hadde god Tid paa Pengar. Ogsaa med Begrebet: Tummel, Bevægelse, Støi. Han gjorde slik Tid, at det var fælt. Dei heldt slik Tid med honom: de holdt et stort Spektakel med ham. B. Stift. (Sv. Dial. hålla tid). – Enkelte Talemaader. I Tidom: i rette Tid; ogsaa: betimelig, tidlig. Hedder ogsaa “i Tide”, og “i Tidenne” (Dativ). Dei var ute i Tidi: de vare tidlig paa Færde. Han var teken i Tidi: han blev tidlig tagen i Brug, tidlig benyttet. Med Tidi (Tidenne): med Tiden, efterhaanden; engang senere. D’er paa Tid: det er høi Tid, næsten for seent. Koma til Tidar: komme tidlig nok, til rette Tid. (Genitiv). Udtalt “te Tiar”, Hard. Shl., “te Tiars”, Hall. og fl.