Stakar m. en Stakkel. Hedder tildeels Stakkar, Østl. og Stakall, Trondh. G.N. stafkarl (ↄ: Tigger); Sv. stackare. Ordet adskilles her fra “Stavkall” og bruges især i følgende Betydninger:
  1) en Tigger, Betler.
  2) en svag eller magtløs Person; ogsaa en uduelig Karl, en Kryster.
  3) en uheldig Person eller Skabning; En som lider ondt og vækker Medlidenhed. Udtalt i en mild og venlig Tone er Ordet saaledes ogsaa et Udtryk af Ømhed og Deeltagelse. I dette Tilfælde forbindes det ofte med et andet Ord og sættes da i Genitivform, f. Ex. Stakars Barn! Stakars Folk! Stakars Hesten osv.