spyrja (y’), v.n. og a. (spyr, spurde, spurt),
  1) spørge, bede sig underrettet om noget. Inf. nogle St. “spøra”; ogsaa Præs. spør, dog mangesteds spyr’e (y’), egentl. spyr’er. Imperf. nogle St. spure (u’) og spore. G.N. spyrja (spyr, spurdi).
  2) adspørge, tilspørge En om noget. Tildeels med Personen i Dativ; f. Ex. Han spurde Foreldrom. Ogsaa: overhøre, examinere, katekisere. Presten spure Bornom.
  3) høre, faae Efterretning om. Ofte i Forbindelsen: høyra og spyrja. Saaledes ogsaa spyrjast: rygtes, blive bekjendt. Det hadde spurst: det var kommet i Folkemunde. – Spyrja etter: efterspørge; ogsaa: kræve, udkræve; f. Ex. Det spyr etter god Helsa: det kræver en stærk Helbred. Spyrja til nokot: høre Tidende om. Spyrja upp: opspørge. Spyrja seg fram: hjælpe sig frem ved Forespørgsel; f. Ex. paa en ukjendt Vei. (Imperativ spyr, Fl. spyrje). Particip spurd. Jf. Spurn, Spurnad, Spursmaal.