skjera (e’), v.a. og n. (skjer, skar, skoret, o’), at skjære. Infin. tildeels skjæra (sjæra); ogsaa skjara, Namd., skjøraa og skjaaraa, Ork. Imperf. Fl. skaaro (skaare), Rbg. skoro, Hall. skore (o’), el. skure (u’), Sdm. (sjelden). Supin. mest alm. skore (o’), ved Trondh. skeri (e’, med haardt k). G.N. skera (sker, skar, skorit); Ang. sceran. – Betydning:
  1) gjøre Indsnit eller Skaar med et hvast Redskab (især Kniv). Skjera sunder, i tvau, av, upp, ut, og fl. Skjera seg: saare sig med Kniv el. deslige.
  2) beskjære, tilskjære, forme ved en Beskjærelse. Skjera ein Pen; skjera Bord (save); skjera Klæde (tilklippe). I visse Tilfælde ogsaa: operere (med Kniv), ligesaa om at castrere (= gjelda); sjeldnere om at slagte; f. Ex. “skjera ein Kalv”, Valders. (Isl. skera: slagte). Jf. stinga.
  3) skaffe eller frembringe ved at skjære. Skjera seg ein Kvist, ein Stav, ei Skiva osv. Skjera eit Hol, ei Skora, eit Merke. Skjera Korn: afskjære det modne Korn paa Ageren. Dette Arbeide hedder ogsaa: skjera Aakren, og endnu oftere blot “skjera” uden Objekt; f. Ex. D’er Tid til aa skjera; dei halda paa og skjera; dei hava skoret i tri Dagar, osv. Jf. skjær og Skurd.
  4) splitte, søndre, smuldre. Myserna skjera upp Kornet. (Jf. Musskurd). Om Kul: skjera seg, ↄ: smuldres, opløses. Østerd. (?). Om Mælk: briste, opløse sig i en kornet Masse. (Sv. skära sig).
  5) trænge ind i en Masse. Vatnet skjer seg inn under Bakken. Det skjer seg ut igjenom Demmingi. En Baad siges at “skjera”, naar den hælder for stærkt, saa at Vand strømmer ind i den. (B. Stift).
  6) vende hen, tage en vis Retning; om en Fjord eller Dal. (Egentl. trænge ind). Fjorden skjer inn og nord: gaar ind i en lidt nordlig Retning. Den eine Dalen skjer i Nord, og den andre i Aust. Det skjer so til: Landstrøget vender saaledes til. (Berg. Nordl.). Afvig. “skjera til”: tage fat, begynde; “skjera attpaa”: begynde paany. Hall. – Particip skoren (o’). Afledninger: Skjera, Skjere, Skar, Skaar, Skjæra, skjær, Skor (o’), Skora, Skurd.