Skjaa, m. 1,
  1) en gjennemsigtig Hinde; især Mavehinde af en Ko. Berg. Trondh. Nordl. Afvig. Skjaag, Salten; Skjaar, Sæt. G.N. skjá’r.
  2) en Luge, bestaaende af en Ramme med en derover udspændt gjennemsigtig Hinde, og bestemt til at dække Lufthullet i et Tag (jf. Ljore og Skjol). I Søndre Berg. ogsaa om en lignende Tagluge med Ruder af Glas, altsaa et lidet Vindue. (Jf. Glom). – Hertil: Skjaagrind, f. Rammen eller Træværket i en saadan Tagluge. Skjaastong (-staang), f. en Stang, hvormed Taglugen lægges op og tages ned.