rynja, v.n. (ryn, runde, runt),
  1) drysse, styrte, strømme ud; om en Masse, f. Ex. af Korn, Nødder, Steen osv. B. Stift, Hall. Gbr. og fl. Andre St. ry, rø (rjoda) og tildeels renna. Præs. oftest ryn’e (y’). Imperf. nogle St. rynde (y’) med Supin. rynt. G.N. hrynja, hrundi. Jf. Run, Rune.
  2) strømme frem, komme i stor Mængde; om levende Væsener. Folket ryn utor Kyrkja. Det runde full Gata med Folk. Hedder ogsaa: koma rynjande.
  3) brage, larme (som en fremstyrtende Masse); ogsaa: dundre, give Gjenlyd. Det ryn i Fjellom. Det runde i Murom (det gav Echo i Murene). Tel. Hall. (Jf. tvirynja). Ogsaa om Ord og Tale: strømme fort, gaae rigtig glat. No ryn det godt fyre honom: nu har han rigtig faaet Munden paa Gang. (B. Stift). Sjeldnere om den Talende; f. Ex. Han heldt paa aa rynja um det ei lang Stund.