nog (oo), adv. nok, tilfulde, tilstrækkelig. Egentlig Adjektiv, men uden Bøining; see nogo. Kun tildeels i Formen nog, Nhl. Voss, Sæt. Ellers afvig. nau, Nhl. Ndm., naug, Indh., og mest alm. i den forvanskede Form: nokk. G.N. nóg; Sv. nog; Nt. noog, T. genug. (Heraf nøgja og Nøgd). – Ordet bruges:
  1) som et tillagt Adverbium efter et andet Ord (især Adj. eller Subst.); f. Ex. hava sovet nog; vera stor nog, lang nog, sterk nog; hava Pengar nog; d’er seint nog, tungt nog, illa nog, o.s.v.
  2) med Begreb af et Subst. Hava nog; faa nog; det vardt nog; her er nog av deim. (Jf. Nog, m.).
  3) som sædvanligt Adverb i Betydning: vel, vistnok, rigtignok; ogsaa: formodentlig, rimeligviis. Det var nog det beste. Me faa nog freista. Han er nog inkje komen. Paa Østlandet ofte uden nogen bestemt Betydning, f. Ex. “E vil nokk ha’ eit Stykke til”.