Nes (e’), n. Næs, Landtunge, Spids eller Hjørne af Landet. G.N. nes. (Eng. ness). Hertil mange Stedsnavne. Dativ Fl. tildeels med “j”: Nesjom, “ut paa Nesjaa”, Nordre Berg. Ogsaa med Spor af et Genitiv Fl. Nesja; saaledes Nesjakongar (el. Nesje.), pl. Næssekonger, Søkonger i Fortiden. Nesjatangar, pl. de yderste Spidser af Landet. (Nesjetaanga’, Sdm. og fl.). Jf. nesja.