myket (y’), adv. meget, i høi Grad. (Mest alm. mykje, ogs. møkje, mygje, mye, møe). Sv. mycket (jf. G.N. mjök). Det var myket vel. Han er myket rik. D’er myket lengre osv. Han er myket fyre seg, ↄ: meget dygtig, driftig, modig. (Afvig. fra G.N. mikill fyrir sér). D’er myket godt (mykje gott): det er nogenlunde, saa temmelig, ikke saa lidet. (Meget brugl. i B. Stift). D’er so myket, han er uppe: det er saa vidt (el. ikke værre end) at han er oppe. No høyrer du det, so myket du veit det, ↄ: for at du kan vide det. D’er so myket de vita: saa meget skulle I vide, el. det skulle I vide. (I en streng, advarende Tiltale). Jf. myken.