med, præp. med, ved, hos. Alm. udtalt “mæ”, i Læsning mæd (ogs. mæt). G.N. med; Ang. mid, Got. miþ. Styrer sædvanlig Dativ, undtagen i et Par Betydninger, hvorom nedenfor. Det omvexler tildeels med: ved, hjaa, av, el. um, og bruges med mange Vendinger i Begrebet; saaledes:
  1) i Følge med, i Række, Samling eller Selskab med. Han var med oss paa Vegen. Eg var ute med Gutom. Saaledes ogsaa: imellem, iblandt. Han er med dei fremste, med dei beste. Det var med det verste, som eg heve seet. Nogle Steder ogsaa: hos, i Nærværelse af (= hjaa). Ho er heime med Foreldrom. Ver no her med oss. (Sdm. og fl.).
  2) ved Siden af, ved, nærved (et Sted eller Punkt). Med Akkus. f. Ex. ut med Haugarne; ned med Sjoen; innar med Veggen, med Bordet; vera med Kyrkja osv. Temmelig alm. (jf. attmed, innmed); dog bruges paa nogle St. oftere “ved”. I nogle Egne bruges “med” ogsaa med Akkus. i Betydning: ved, om, i Løbet af (en vis Tid); saaledes: med Dagen (om Dagen, ved Dag); med Natti; med Helgi; med Sumaren. (B. Stift). Derimod med Dativ: koma heim med Dagen (Dagj’e, Dagj’a), ↄ: komme hjem, førend Dagen er endt.
  3) langs med, langsad. Ut med Sjonom (Sjø’naa’): udad langs Søen. Fram med Garden (Gar’e): fremad langs Gjærdet. Ogsaa: i lige Retning med. Sigla med Straumen. Hava Vinden med seg. Saaledes ogsaa om Gunst eller Medhold. Dei halda med honom. Han var stundom mot og stundom med.
  4) i Sammenstilling med, i Forhold til. Vatnet stod jamt med Bryggjom. D’er jamhøgt med Huset. Han fekk likt med hinom osv.
  5) i Færd med, under Fremførelsen af. Fara heim med Fisken. Koma med Brev; med Svar. Kom med di. Jf. Han vil ikkje ut med di.
  6) i Besiddelse af, med Forsyning af. Eit Dyr med Klør. Ein Baat med Segl. Eit Hus med Bordtak osv.
  7) ved Hjælp af, ved Brug eller Benyttelse af. Slaa med ein Hamar. Stinga med Syl. Tekkja med Torv osv. Jf. Han gjerer ikkje med di.
  8) i Omgang med, i Berørelse med. Møtast, skiljast, byta, skifta, eigast med nokon. Tala, svalla, røda med Folk. Vera god med, el. streng med nokon. Fara vel med Klædom osv.
  9) i Forbindelse, eller Forening med. Han aatte ein Part med oss. Eg vil ikkje hava nokot med deim. Nogle St. ogsaa om et Tilgodehavende, f. Ex. Eg skal hava ein Dalar med honom. (Nordre Berg.). Hedder ellers “hjaa honom”, eller “av honom”.
  10) i en Tilstand af. Han gjorde det med Gleda, med Hugnad; med Sorg, med Sut osv. Det gjeng med Møda, med Stræv. Strida, mødast, dragast med nokot. Jf. med letto, godo, vondo.
  11) med Hensyn til, angaaende. Det lyt no vera, som det kann, med di (ↄ: dermed, hvad det angaar). Det hastar med di. Det gjeng seint med Vokstren. D’er smaatt med deim. Det vardt verre med honom. D’er med meg, som med fleire, osv.
  12) af, med et Indhold, eller en Masse af. Ein Haug med Sand (ↄ: en Sandhob). Eit Lass med Høy. Eit Fat med Korn. Ein Flokk med Hestar. Ein Dunge med Fisk. Jf. Aakren er full med Ugras. D’er fullt med Udyr. (Vexler med: av). I dette Tiilfælde staar Subst. i den ubestemte Form, saa at Kasus ikke kan mærkes; dog er det egentlig Dativ. – Paa nogle St. (saasom ved Bergen) bruges “med” ofte for “ved”, f. Ex. D’er ikkje nokot med det (= ved det); ligesaa: kjennast med, standa med, taka med, raada med seg. Blandt enkelte Talemaader mærkes: verda med, ↄ: blive afskrækket. “Eg vardt mæ da”: jeg fik Afsky derfor. Hard. Vera med seg sjølv:
     a) være ved fuld Sands;
     b) være alene, eenlig. Med di:
     a) dermed;
     b) eftersom, da, paa Grund af. Med kvart:
     a) efterhaanden, lidt efter lidt (= etter kvart);
     b) undertiden, en og anden Gang. Fosen, Namd. Helg. Med same: i det samme, strax, pludselig. Med ein Gong: uafbrudt, s. Gong.