luka, v.a. (ar),
  1) lukke, tilslutte; især med en Luge (Luka). Ellers bruges ogsaa “lukka” som et nyere Udtryk i Stedet for lata (lata upp, atter, inn osv.).
  2) slutte, ende; f. Ex. luka Slaatten: blive færdig med Høslætten. Nhl. Lidet brugl.
  3) betale, bøde, undgjælde for noget. “Han faar eigong luka da att’e”: han faar nok engang bøde for det. Voss. G.N. lúka har alle tre Betydninger, men har stærk Bøining (lýk, lauk, lokit), og denne Bøining ligger ogsaa til Grund for de afledede Ord: Lok, Loka, Lykel, Endelykt, lykta. Jf. loken.