laata, v.n. (læt, let [ee], laatet), give Lyd osv. Falder sammen med “lata” i Præs. Eental læt (læter, læt’e) og Imperf. let (leet), Fl. leto; men fraskiller sig i de øvrige Former: Inf. og Præs. Fl. laata (laate), Imperativ laat, Fl. laate, og Supin. laatet/laate; dog har det sidste (ligesom lata) ogsaa en Afvigelse: lite (i’), lete, læte (i Nordre Berg. og Trondh.). – Betydning:
  1) give en Lyd eller Tone fra sig, lade sig høre. G.N. láta; Sv. låta; G. D. lade. Meget omfattende; saaledes omtrent som: pibe, kvidre, kagle, skrige, tude (om Dyr og Fugle); hvine, knirke, skrabe (om livløse Ting); lyde, klinge (om Spil og Instrumenter). Alm. og meget brugl. Eg veit ikkje kor det læt, om et Dyr hvis Stemme man ikke har hørt. Kvat er det som læt: hvad er dette for en Lyd? Han fekk Fela til aa laata. Det læt i Strengen. Det leet ikkje i honom: man hørte ikke en Lyd af ham.
  2) om Mennesker: klynke, jamre sig, give svage Skrig eller anden usædvanlig Lyd. Laata stygt: pibe, tude osv. (f. Ex. om Børn). Laata i Svevnen: klynke el. skrige i Drømme. Ogsaa: klage, beklage sig; knurre. Dei hava alltid nokot til laata fyre. Ho baade greet og leet. (Jf. Han kom baade graatande og laatande).
  3) udlade sig, yttre sig, dømme om en Ting; ogsaa upersonligt: forlyde, hedde, siges. Han læt so, at han vil fara (han lader sig forlyde med osv.). Det læt so, at han skal koma (det hedder). Han leet so til: han udlod sig saa. (Tel. og fl.). Laata vel: yttre sin Tilfredshed, give Bifald, rose noget. (G.N. láta vel). Heraf Vellæta. Laata illa: klage, yttre sig utilfreds, dadle noget. Heraf Illæta. Laata etter nokon: tale En efter Munden, føie sig efter Ens Villie eller Infald. Hertil Etterlæta. – Meget afvigende og vistnok fremmedt er “lata” i Betydn. see ud, tage sig ud. (Tildeels i Smaal. og Rom.). Ligesaa “lata seg”: passe sig, sømme. (Smaal.). Jf. ellers laatast, laaten, Læta og Læte.