kor (kvaar?), adv.
  1) hvor, hvorledes, paa hvilken Maade. Me sjaa, kor det gjeng.
  2) hvor meget, i hvilken Grad. Kor langt er det? (Jf. Sv. huru. G.N. hvé, hversu). Kor daa: hvorledes da? Kor du vil: saaledes som du vil. Kor som er: hvordan det end er, i ethvert Tilfælde; ogs. alligevel, desuagtet. Ligesaa: kor som var (kor so va’). Paa Østl. “hokke som er”. – I slette Dialekter høres ogsaa “kor” for kvar (ↄ: hvorhelst), og med relativ Betydning, som “korfyre” (= kvatfyre), “kortil” (= kvat til). – Ordet lyder mest alm. kor (oo); nogle St. kur (u’), eller kurr; sjeldnere: ko, Rbg. I Østerd. og Guldalen hedder det: ker (keer med haardt k), som tildeels ogsaa betyder: hvad (= kvat). I de sydligste Egne omvexler det med: korso (kosse, koss); paa Østl. har det “h” (for hv = kv), altsaa: hor, haar; ligesom hosse (hoss). Ordets Opkomst er dunkel, da det vanskelig kan henføres til noget gammelt Ord, som hvé, hversu, eller hvar (s. kvar). Snarest kunde det opfattes som en Forkortning af kvaaro (G.N. hváru), Dativ af kvaart, i Betydn. hvilket. Jf. Sv. huru og G.N. at hváru, = “kor som er”. See ellers: kort, korgje, korkje og kvaar.