høg, adj. 1, høi. Alm. Form, undtagen i Sæt. og øvre Tel. hvor det hedder: haag (haag’e). Afvig. høyg, Namd. I Komparationen: høgre, høgst (mest alm.), el. hægre, hægst (Sæt. Tel.); Superl. ogsaa: hæst, i Nhl. Den almindeligste Form stemmer med Sv. hög, D. høi, og afviger fra G.N. hár, há, hátt (i Ligningen: hærri, hæstr); de andre gamle Sprog have en Form, som kunde svare til hau, eller haug (Goth. hauhs, Ang. heáh, heág, Ght. hóh, hóch). – Særlig Betydning:
  1) høi, udstrakt i Retningen opad; f. Ex. ein høg Topp; eit høgt Tre; høge Fjell o.s.v.
  2) høit stillet, som er paa et høit Sted eller Punkt; f. Ex. om en Hylde. Jf. Høglende, Høgslætte. Ogsaa figurlig: høit anlagt, meget omfattende eller abstrakt; om Tænkning, Lærdom el. Fremstilling.
  3) om Lyd eller Stemme: stærk, meget hørlig. Eit høgt Maal; jf. høgmælt.
  4) stor, betydelig, drøi. Eit høgt Tal. Høgt Bod. Høg Pris. Ein høg Alder. Høg Æra o.s.v.
  5) langt fremskreden imod en vis Grændse. Paa høg Tid (s. nedenfor). Saaledes i Søfarten om en Cours eller Retning, som gaar noget nær imod Vindens Strøg, eller som det hedder “upp mot Vinden”. Taka ei høg Stemna: styre nær mod Vinden for at faae større Driverum. Jf. Høgd.
  6) høit anseet, betragtet som mere værdig el. fortrinlig; om Plads eller Stilling. Eit høgt Sæte; eit høgt Stand. (Jf. Høgbord, Høgsæte). Ligesaa om Personer. Høge Herrar osv. “Dei haagje”: de fornemme Folk (Sætersd.). – Talemaader. Det gjekk ein høg Gang (el. høger G.): det var nær ved, paa Nippet. Han gjeng meg ein høg Gang: han er nær ved at overgaae mig. Det var paa høg Tid: der var ingen Tid at spilde. Fara høgt og laagt: befare Stedet baade oven og nedentil. (I Sæt. haagt og laagt). Rida høgan Hest: sidde paa Ens Skuldre el. Hoved (om Børn). B. Stift. Hava høgste Parten, s. høgst. – Den gamle Form “haa” forekommer i Stedsnavne, som “Haa-nes, Haavoll, Haaøy.