Heim, m.
  1) Hjem, Bosted; ogsaa Fødested. Tildeels afvig. Heem, og Hiim, Østl. G.N. heimr; Sv. hem. (Goth. haims).
  2) Synskreds, synlig Omkreds, det nærmeste omgivende Land. Sfj.
  3) Verden, Jorden. (G.N. heimr). I denne Heimen (i denne Verden). I syndige Heimen. Sfj. og fl. Ogsaa ofte i de gamle Viser (Landst. 33. 35. 55. 68). Jf. Fødesheim og Andheim (Landst. 77). Til Heimsens Ende: over hele Verden, til Verdens Ende. B. Stift og fl. – Særskilt bruges Heim tildeels om en Huusmandsplads, en liden, afsides liggende Bolig. Hadeland og fl. I Sammensætning forefindes Heim i en Mængde af Stedsnavne, sædvanlig uden Bøining, og for det meste fordunklet som “eim” eller “em”, for Ex. Staveim, Ringem, Solem, Vestrem, Nedrem (Nereim). Bestyrket ved en feilagtig Skrivemaade lyder det ogsaa ofte (især paa Østl.) som “om” el. “um” for Ex. Fiskum, Snarum, Modum, Berrum (for Bergheim), Sørum (for Suderheim). I enkelte andre Navne (som Husom, Vollom) er “om” ikke “heim”, men kun en Dativform.