Føre, n.
  1) Leilighed til at komme frem, el. fare over, f. Ex. at komme over et Sund. Lister (Siredal). Andre St. Far. G.N. fœri, Leilighed.
  2) Føre, Veienes Beskaffenhed, forsaavidt som denne beroer paa Veiret og Aarstiden. Saaledes: Sumarføre, Vetterføre, tungt, lett, blautt, hardt Føre o.s.v. Især om Bekvemhed til at kjøre, og saaledes fornemmelig om et dertil passende Sneelag. Snjoføre, Sledeføre. (Sv. före). I B. Stift ogsaa Før, f.s. Førd.
  3) Forfatning, Tilstand, Orden. Det var ikkje i nokot godt Føre. Nhl. Shl. Ogsaa: Stemning, Lune; blandt andet om et Anfald af Hidsighed. Han var komen i eit stygt Føre. Sdm. Trondh. Tildeels forkortet: Før’. (Jf. Faar).
  4) Redskaber, Midler. (G.N. fœri). Sjelden. Jf. Eldføre. Hertil vel ogsaa: Maalføre.
  5) Ting som man fører med sig, Tøi; Varer, Ladning (= Føring). Med Baat og Føre. Jf. Vedføre. I denne Betydning nærmest af Verbet føra.
  6) Slægt, Stamme. Folkeføre, Kjempeføre og fl. Hall.