Fant, m.
  1) en Skalk; en trodsig Knegt (om Drenge); En som gjerne vil gjøre Fortræd eller narre Folk; dog tildeels ogsaa: en lystig Skalk, en Spøgefugl (s. fantast). Afvig. Fante, B. Stift.
  2) en Landstryger, omflakkende Person. I de sydlige Fjeldbygder (Tel. Hall.) ogsaa: en Fremmed, en indflyttet Person, som holder sig afsondret og ikke vil omgaaes med Egnens Indbyggere. Jf. Fenta.
  3) en Prakker, forarmet Person. Han var eingong rik, men no er han berre Fant. (I nyere Skrifter findes Ordet ogsaa brugt for Tater el. Zigeuner; men dette er feilagtigt, da “Fant” ikke betegner noget Folkeslag). G.N. fantr er en ung Tjener, en Ærindsvend; vel egentlig udgaaet fra Ital. fante: Tjener, Yngling, Soldat (Infanterist); jf. T. Fant, Holl. vent (l. fent): Yngling; Laps. Den slette Betydning har vel udviklet sig af Begrebet om en fattig Yngling eller Tjener, der opfører sig som en Herremand og saaledes tilvender sig en ufortjent Anseelse. Jf. Hovmann.