den eller denn, pron. demonstr. den. Fælles for Han- og Hunkjøn, og træder i Stedet for G.N. sá, acc. þann, og sú, acc. þá. Ogsaa i en ældre Form: dann, i Søndre Berg. Sogn, Sfj. Helg. – Ordet bruges:
  1) substantivisk, især med en Relativsætning; f. Ex. Den, som vil hava det, skal faa det. Han er ikkje den, som ser paa Skillingen (ↄ: han er ikke saadan, saaledes findet, at han o. s. v.). Ogsaa stærkere paavisende, omtrent som “denne”, f. Ex. Saag du den? Den var diger. (Derimod ikke for “han” eller “hun” som i Dansk).
  2) adjektivisk med Substantiv; f. Ex. den mannen; paa den Sida.
  3) som Artikel med Adjektiv (og Subst.): den lange Vegen; den beste, den fyrste o. s. v. I dette Tilfælde træder det i Stedet for G.N. hinn. – Et Dativ “dei” forekommer i Fjeldbygderne (Vald. Hall. Tel. Sæt.), f. Ex. “paa dei Gar’e”; “i dei Bygden”. Jf. “at Manne dei”, Landst. 80. (G.N. þeim og þeirri). – Genitiv synes at mangle. Som tilsvarende Neutrum bruges “det” og som Fleertal “dei” (s.disse Ord).