dei, pron. pl. (for tredie Person): de (= T. sie). Gjælder, saavidt bekjendt, for alle tre Kjøn, altsaa for G.N. þeir, þær, þau. Mest alm. er Formen dei; ellers høres ogsaa: di, sjeldnere: de. – Akkus. og Dativ: deim; afvigende: dem, Trondh. Østerd. døm, Gbr. Hedm. dom, Buskr. og fl. Almindeligst synes dog kun den ene af de to Former at være i fuld Brug, da man i de vestlige og sydlige Egne bruger “dei” for deim, medens man i de østlige og nordlige Egne ofte bruger “deim” (dem, døm) for dei som Nominativ. – Genitiv hedder: deira (mest almind.); afvigende: deiras, Sogn; deirans, Hard. deires og deres, Østl. (G.N. þeirra). Nydannede Former: dems, døms, doms. Ordet bruges:
  1) substantivisk om bestemte Ting eller Personer; f. Ex. Her stod nokre Tre, men dei ero hoggne.
  2) i Betydn. “man” om en ubestemt Fleerhed. Dei bruka det, naar dei fiska (ↄ: man bruger det ved Fiskerie). Dei segja, han skal koma, o. s. v.
  3) adjektivisk som Artikel. Dei Dagarne. Dei fyrste Dagarne. I dette Tilfælde bruges kun Formen dei (di, de), og ikke deim (dem).