bruka (u’), v.a. (ar),
  1) bruge, benytte. Bruka seg: gjøre sig Umage, drive dygtigt paa med noget.
  2) drive, dyrke, bruge som Næringsvei. Bruka Sjoen. Bruka Skogen,
     a) drive Skovhugst;
     b) gaae paa Jagt. (Østerd.).
  3) have for Skik, pleie (med Infinitiv). Sjeldnere. – Ofte med Imprf. brukte (for brukade) og Partic. brukt. Efter de beslægtede Sprog skulde Ordet have lukt u (uu). Jf. Ang. brúcan; T. brauchen.