bidja (i’), v.a. og n. (bid, bad, bedet), at bede. Mest alm.: bea, el. be, med Formerne be (el. beer), ba, bee (el. bedt). Paa Sdm. hedder Inf. bie el. bije (for bidje, ligesom Vije for Vidja, Smije for Smidja osv.), og de tre andre Former: bid’e (i’), bad, bide’ (i’). G.N. bidja (bid, bad, bedit); Sv. bedja. (Goth. bidjan). Imperf. Fl. baado, lyder: baae (Sæt.), bo’o (Hall.), bøo (Vald.). Supin. gaar over til bo’e (Nhl. og fl.). Imperativ bid (i’), Fl. bidje (mest alm. be, bee). – Betydning:
  1) bede, anmode En om noget. Med Personen i Akkusativ, og ofte Akk. med Infinitiv; f. Ex. Han bad meg koma.
  2) byde, indbyde. Bidja Folk til seg. Bidja til Bords, til Gjestebods, til Brudlaups.
  3) byde, befale, paalægge. (= segja til, setja til). Han skal gjera det, som eg bad honom.
  4) ønske. Bidja vondt. B. godt. B. vel liva (ↄ: tage Afsked). B. velkomen. B. God-natt.
  5) v.n. bede, gjøre Bøn; ogsaa: tigge, betle. Han gjekk og bad. (Hedder ogsaa: han gjekk og bad seg). Bidja seg Gud til Hjelp. Bidja seg undan: bede sig fritagen. B. um: forlange, begjære. B. av: afbede. Det var bedet fyre henne: der blev gjort Bøn for hende (i Kirken). D’ er inkje aa bidja fyre: det kan ikke afbedes, det maa og skal skee.