tyd, adj.
  1) omgjængelig, venlig, blid. Berg. Nordl. og fl. (tyd’e, ty’e, ty). G.N. þýdr. Ofte i Forbind. “tyd og blid”. Ogsaa med Begrebet: behagelig, tækkelig, vakker. Hall. (Jf. tydleg, tydsleg).
  2) lind, mild, blød, eller let at behandle. D’er so tydt og mjukt; især om Skind. Sdm. Det var ikkje tyde Spurningar: det var meget vanskelige Spørgsmaal. Vald. Han er ikkje tyd til aa leika med: han giver ikke lettelig tabt osv. Østl. (ty). Afvig. “tøy”, Hall. (s. tøyg). Jf. tyda og Tjod.