nord, adv. nord, mod Norden; ogsaa: i Nord, paa Nordsiden. Mest alm. nor (oo), tildeels nol (m. tykt L); afvig. naar, Sdm. G.N. nordr. Heraf nørdre, nørdst, Landnørding og fl. Nord i Landet: i (el. til) den nordlige Deel af Landet. Fara nordetter: fare mod Nord, i nordlig Retning. Det gjeng nord og ned: det gaar en uheldig Gang, det tegner til Undergang. B. Stift. (Jf. det gamle: nidr ok nordr liggr helvegr). – Paa nogle Steder, især ved Havet, bruges “nord” ogsaa for burt (el. ut) om nærliggende Punkter paa den nordre Side; f. Ex. nord i Stova, el. endog: nord i Skaapet, ↄ: til Skabet paa nordre Væg. I de sydlige Fjeldbygder betegner nord ikke blot en nordlig, men ofte ogsaa en vestlig Retning, da et Dalstrøg, som gaar ind mod Høifjeldene, sædvanlig siges at gaae “nord”, om det end tildeels bøier af mod Vest.