naar, adv. og conj.
  1) naar, hvor snart; paa hvilken Tid. Naar skal det vera? Han skal faa det, naar han vil. (Med stærkere Eftertryk ogsaa: naar helst).
  2) da, saa snart. Naar eg ser det, so veit eg det. (Jf. daa og fyrst).
  3) saafremt, hvis, dersom. Eg kunde gjera det, naar eg berre vilde. (Med mere Eftertryk: naar som). – Ofte forkortet: naa. (B. Stift). Ogsaa brugt i en anden Form: nær, Rbg. Tel., eller: ner (neer), Hall. Vald. Gbr. Sammensat: ko-naar, Sogn; ko-nær, Gbr. (I første Betydn.). Ogsaa: naartid, Buskr. og fl. G.N. nær, ogsaa hvé nær (ↄ: hvor snart). Sv. när (i mange Dial når). Formodentlig kan baade “naar” og “nær” opfattes som en Komparativform af et gammelt “naa” (ↄ: nær), som forefindes i G.N. návist, námunda, nálega og fl. G. T. náh, T. nahe. (Grimm, Gr. 3, 182. Weigand 2, 240). Jf. naamare og næmare.