myken (y’), adj. megen. Mest alm. mykjen, møkjen; sjeldnere mygjen, møen; ogsaa mikjen (i’), dog kun i nogle Bygder, hvor man ogsaa i andre Tilfælde har “i” for “y”. Femin. myki (mykji, mykjæ, mykja); Neutr. myket (mykje, mye, møe). I Fl. og bestemt Form bruges Ordet ikke; til Komparativ bruges “meir”, Superl. “mest”. En ældre Form mykel findes i Stedsnavne som Mykleby, Myklebø, Myklestad. G.N. mikill (acc. mikinn); Sv. mycken. – Særlig Betydning:
  1) megen, betydelig, som udgjør en Mængde. Myken Skog, Snjo, Sand; myket Høy, Korn, Folk o.s.v.
  2) dygtig, fuldkommen (egentl. stor). Han er ikkje so myken Mann; so myken Kar.
  3) i Sammensætning: rig, fuld af noget; for Ex. livmyken, kjøtmyken, matmyken. – Myket bruges ogsaa med Begrebet “meget af” og forbindes da med Subst. i hvert Kjøn og Tal; f. Ex. hava so myket Tid; myket Pengar; myket Fisk osv. (Ligesaa i Svensk). D’er myket til Mann: det er en mærkelig Mand. Det vardt so myket som ein Dalar: det blev omtrent en Daler. Ein Fest er so myket som ei Høgtid (ↄ: omtrent det samme som). Jf. T. so viel als. – Blandt sjeldne Former mærkes “mykjesturtug”, ↄ: som behøver meget. (Et gammelt mykilsthurftug). Hard.