kven, el. kvenn, pron. hvo, hvem; hvilken. Findes ogsaa i Formen kver (kvær), i Yttre-Sogn, og kvæ, i Sæt.; men hedder ellers mest alm. kvenn; afvigende kenn (haardt k), Jæd., og kvann, som bruges af og til i Berg. og Trondh. Stift, omvexlende med “kvenn”. Egentlig kvern, hvern. G.N. hverr (hver) med Akkus. hvern; sjeldnere hvarr med Akk. hvarn. Den herskende Form er altsaa kun en Akkusativform, ligedan som “nokon” for nokor, og “annan” for annar. – Imidlertid ombyttes “kven” ogsaa med to eller tre andre Ord, nemlig
  1) kvein (kveinn), brugl. i Hard. med et Par Bøiningsformer: kvei, f. og kveitt, n., altsaa vistnok en Sammensætning med “ein”, formodentlig kva-ein (kvat-ein).
  2) kveim, i B. Stift og videre; afvig. kvem, mange St., keim og kem (med haardt k), Gbr. Vald. Hall., vem, Østl. G.N. hveim, Dativ af et gammelt Pronomen, som hører sammen med Neutrum hvat (s. kvat).
  3) hokken, forhen omtalt. – I Forbindelse med en Præposition sættes “kven” altid først (ligesom kvat); f. Ex. kven aat: til hvem? Eg veit ikkje kven det kom ifraa (ↄ: fra hvem det kom). Ligesaa: kven med, kven til, kven um. Som Genitiv bruges tildeels “kven sin”, f. Ex. kven si Bok er detta (ↄ: hvis Bog osv.). Eg veit ikkje kven sitt Hus det er.