halla, v.n. og a. (ar),
  1) hælde, staae skjævt eller ligge skraat. Stolpen hallar fram. Det hallar undan, el. det hallar etter: det skraaner nedad, det bliver lettere; ogsaa det lakker mod Enden. Modsat: det hallar imot: det gaar opad, bliver tungt.
  2) v.a. sætte i en hældende Stilling, bøie til Siden. Sit ikkje og halla Baaten. Halla paa Hovudet: hælde med Hovedet. Halla seg:
     a) hælde til Siden;
     b) hvile lidt, lægge sig ned for en liden Stund. B. Stift, Nordl. G.N. halla.