finna, v.a. (finn, fann, funnet), at finde. G.N. finna. Imperf. Fl. funno, Hall. Vald. ogsaa: fønno, Vald. funne, Voss og fl. Konjunktiv fynne, Tel. (sjeld.). – Betydn.
  1) finde, opdage, træffe paa. Ogsaa: opsøge, skaffe frem; f. Ex. Finn meg ein Kjepp. Uegentlig: faae, opnaae. Finna Hjelp. Finna Hugnad.
  2) træffe sammen med, komme i Tale med En. Eg vilde finna deg (ↄ: tale med dig). Eg saag honom med Kyrkja, men eg fekk ikkje finna honom.
  3) kjende, mærke, erfare. (Sjelden). Han fekk so finna: han fik mærke, at det var saa (el. han fik nok føle det). B. Stift. Finna seg: befinde sig (jf. finnast). Finna seg i: taale, slaae sig til Taals med. – Andre Talemaader. Han heve sitt i finna (Betonet “i”): han har sit eget at finde deri, ↄ: han kan ansee det som Gjengjeld, noget som han allerede har gjort Fyldest for og altsaa kunde vente. (Nordre Berg.). Med Partikler: Finna aat: laste, spotte, have noget at udsætte paa en Ting. (Hertil Aatfinning, aatsinnsam). Finna fyre: finde for godt, beslutte sig til. Finna paa: hitte paa, optænke. Finna upp: opfinde. Finna uti (‘ti), faae fat paa, træffe, overkomme.