byrg, adj.
  1) bjergelig, som man kan hjælpe sig med. G.N. birgr. (Jf. berga, Bjørg). Mest i n. (byrgt, børt), om et Land, en Kyst, hvor man godt kan bjerge sig eller finde Tilflugt. Nordland. Modsat ubyrg (obørt).
  2) hjulpen, forsynet, som har nok (= bergad). Nordl. og fl. (Jf. sjølvbyrg). I samme Betydning “børta” og “børt” (byrgd?), Ndm. Ork.
  3) stolt, selvtilfreds, storagtig; ubeskeden. Mere alm. Afvig. burg, Valders; børj, Smaal. Ork. – I Hall. betegner det ogsaa: skikket, el. i Stand til noget (= før), f. Ex. “gøngebyrg”, = gangfør.