aat, præp, og adv. ad, til. I Rbg. og Tel. at. Tildeels forkortet til “aa” (ved Mandal), og “a” (Smaal.). G.N. at (át?); Sv. åt. Har forskjellige Betydninger, som tildeels adskilles ved en stærkere eller lettere Betoning. A, præp, med Dativ:
  1) til, henimod, hen til (Sted eller Tid). Aat Veggen (Vegge), aat Bordet (Borde); aat Kvelden, aat Enden (Enda). Omvexler med “til”, især saaledes at “aat” betegner en kortere, og “til” en længere Afstand.
  2) til, imod, indpaa; især om en stærk Tilnærmelse eller et Angreb. (Stærkt betonet). Ganga aat (gaae løs paa); taka aat (tage fat paa); hava aat (refse, straffe); finna aat (dadle, spotte); gjera aat (kurere).
  3) ad, for, paa Grund af. (Let betonet). Læja aat, flira, blaasa, grina aat nokot. Ved Trondh. ogsaa “vera sint aat ein” (være vred paa En).
  4) til, for (med Begreb af Dativ), til Brug for. Det høver aat honom. D’er godt nog aat deim. Han gjorde det aat meg. Dei faa gjera aat seg sjølve (de faae arbeide for sig selv, til sit eget Brug).
  5) til (med Begreb af Genitiv), om en Tilhøren, f. Ex. Aakren aat Grannom (Naboernes Ager); Arven aat Sønom (Sønnernes Arv). Jf. “Drengjen aa’ Presten”, ↄ: Præstens Tjener (Ved Mandal). Omvexler med “til”. – B, som adv. (el. uden Objekt):
  6) til, nær til; om en stærk Tilslutning. Leggja aat (trykke stærkt til); halda aat; draga aat, klemba aat. (Stærkt betonet). Jf. bera aat (bruge Lægemidler), gjera aat fyre ei Sykja (læge en Sygdom). Ellers ogsaa om en Tilnærmelse i Almindelighed. Taka aat (begynde), fara aat, el. bera seg aat (bære sig ad). Det lid aat med det (det lakker mod Enden). Jf. millom-aat, fyreaat, etter-aat.
  7) ad, efter, om en Iagttagelse, Undersøgelse. Lyda aat (lytte nøie til), høyra aat, sjaa aat, kjenna aat, gaa aat (s. aatgaa). Jf. etter.
  8) ad (gjensidigt), med hinanden. Leidast aat (lede hinanden), fylgjast, hjelpast, skiftast, skiljast aat.
  9) ved, om en Vedholden, el. at være i Færd med noget. Han er aat og slær (ↄ: han er i Færd med at slaae Hø). Det var aat og lyste (det havde begyndt at lysne). Meget brugl. vestenfjelds.
  10) ved, om en Feil eller Mangel. D’er alltid nokot aat med deim (ↄ: der feiler altid noget hos dem). Kvat er, som no er aat (hvad er det som nu feiler)? Jf. Sv. åt. Hertil: Tykja aat vera, ↄ: være utilfreds med noget, finde det ubehageligt. (Stærkt betonet “aat”). I Tel. “tykjes at vera”; i Sdm. “tikje aat vere”. (G.N. pykkja at vera. Strengl. 75). Ellers bruges G.N. “at” i nogle Betydninger, som her mangle; det svenske at bruges ogsaa tildeels anderledes. – I Sammenstilling med Particip faar Ordet en stærk Betoning, f. Ex. aat-boren (ↄ: baaren hen til, el. sammenholdt med noget), aat-fest (tilfæstet); aat-funnen (spottet); ligesaa aat-havd, aat-lagd, aat-sett, aat-snudd, aat-vand o.s.v.