Ørn, m. (f.), Ørn (Fugl). Alm. udtalt med tydeligt “rn” og reent “ø”, afvigende fra Bjørn (Bjønn), Tjørn (Tjønn) og lignende. Kjønnet er vaklende, paa enkelte Steder Neutrum, men mere almindelig Femin. (ei Ørn). Saaledes ogsa Ørna, f. vel egentlig Hun-Ørn. G.N. örn, m. (Jf. Are). I Sammensætn. Ørne, saaledes: Ørne-fjøder (-fjør), Ørne-klo, Ørne-nebb, Ørne-reid, Ørne-veng og fl.